FASTE LÆSERE

tirsdag den 4. februar 2014

FAST OPHOLD I KØKKENET.

Jeg overvejer at flytte min seng ud i køkkenet -nej pjat, men på det seneste har jeg godt nok tilbragt mange timer der. Pyt, jeg kan jo lide det. 
Her i 2014 har det jo været mit mål al prøve at leve gluten-og laktosefrit, hvilket jo har betydet at jeg selv må bage mit brød. 
Heldigvis er de to brød jeg har fundet frem til, nemme at bage, og holder sig friske i køleskabet i lang tid. 
Jeg er også begyndt at bage knækbrød - og det bliver man jo næsten afhængig af. Selv Jens Peter er vild med det.


Da jeg har haft lidt svært ved at få styr på min morgenmad, bestilte jeg, i sidste uge, en 14-dages kostplan hos Sund-Kost, der sender en 14 dages kostplan til alle måltider for 50 kr.
Jeg har besluttet mig for at følge den her i uge 6 og 7, bl.a. fordi JP er bortrejst mandag-fredag. Rosa og Claus har så til gengæld meldt dered ankomst onsdag-fredag, men aftensmadsforslagene er altså så fine, at de sagtens kan spise med. 

Den første udfordring var at købe ind til den 1. uge, men jeg fik da lavet end indkøbsliste - aldrig har jeg da købt så meget grønt og frugt.
JP fik vist også lidt af et chok da vi nåede kassen, men mange af tingene bliver jo heller ikke brugt på en uge - bl.a. en pose quinoa til 99 kr - men der er også en stor portion. 
Med i indkøbsvognen kom også 2 glutenfri øl -til 25 kr. pr. flaske.
Jamen, det er jo næsten tyveri, så jeg skal på jagt når vi kommer til Tyskland. Der kan de helt sikkert gøre det til en helt anden pris. 

Jeg startede, som sagt, på kostplanen mandag morgen - og her kom den 2. udfordring. 
Ingen kaffe, og 200 g grønt til morgenmad. 
Bare det at skulle lave mad om morgenen, var lidt af en prøvelse. Jeg hører jo ikke til de mest morgenfriske. 
Jeg lavede lidt om på planen. I stedet for 2 blødkogte æg og 200 g grønt, blev det til en omelet af 2 æg, og 150 g grøntsagsrester fra om søndagen.

Som mellemmåltid skulle den have stået på humus og den var selvfølgelig ikke lavet. 
Jeg kunne nu godt mærke, at jeg ikke havde fået morgenkaffen, og havde haft en anderledes morgen, end sædvanligt, så selv om jeg havde sovet længe, måtte jeg have en middagssøvn og sprang derfor også let hen over frokosten. Det blev til et stykke brød, og en portion grøntsager. 

Så nåede jeg til aftensmaden - der blev der også ændret lidt, og man kan måske sige at planen, med de mange ændringer, startede som en fiasko, men jeg er fortrøstningsfuld, for det primære mål - at leve glutenfrit, laktosefri og mere grønt - det er stadig opfyldt. 
Jeg har nu fået lidt mere struktur på maden, og forberedt måltiderne fremadrettet, så tirsdag morgen gik meget bedre. 
Først og fremmest har jeg tilladt mig selv morgenkaffen - og dagen er gået meget bedre. 
Kostplanen bliver brugt vejledende, tilpasset både hvad jeg har købt ind og hvad jeg kan spise, så både morgenmad, frokost og aftensmad lignede det foreslåede. 


Morgenmad Tirsdag

Jeg har endnu lidt svært ved at få plads til mellemmåltider, for der skal jo også være plads til mit daglige juiceindtag. 
Alt i alt er jeg tilfreds med hvordan det går, og nu er det spændende hvad Rosa og Claus synes. 


Aftensmad tirsdag - oksekød med grønt.

Mens jeg har travlt med at finde gode retter, opstår behovet jo for en god kogebog, eller et sted at gemme de opskrifter jeg finder.
Siden jeg har fundet strikkeapp-en "knit-Companion", har jeg tænkt at der måtte findes en kogebogsapp, så jeg gik i gang med at søge på AppStore. 
Her fandt jeg "The Recipe Box" - så nu ved jeg altid hvor mine gode opskrifter er.