FASTE LÆSERE

tirsdag den 31. december 2013

TILBAGEBLIK PÅ 2013.

Så blev det igen nytår. 
For mit vedkommende blev 2013 et mærkeligt år. 
I begyndelsen af januar gik jeg til lægen med stærke smerter i nakke, overarme og lår, og en enorm træthed.  Fik taget en mængde blodprøver og sendt videre til sygehuset, med mistanke om muskelgigt.
Herefter startede en mængde undersøgelser, som kunne konstatere at jeg IKKE have dårligt hjerte, sygdomme i tarmene, borelia eller kræft, men måske dis. Sklerose. 
Nu snart et år efter er jeg ikke blevet klogere. Venter stadig på svar fra skleroseamb. og har stadig smerter.
Heldigvis havde vi jo en dejlig sommer, hvor jeg havde det rimeligt, men som det ses her på bloggen - med begrænset energi.
Det er heller ikke meget strik, der er røget af pindene, selv om vi jo har fået en skøn strikkebutik her i Lønstrup.


Heldigvis bød året på en dejlig overraskelse - som jeg jo har fortalt om her på bloggen, nemlig Rosa og Clauses bryllup i september.



En dejlig dag med skønne mennesker og et brudepar der strålede af lykke hele dagen. 

Vi har nu haft en dejlig jul - hvor jeg fik skønne strikkegaver, med familiehygge og god mad, og nu gør vi klar til en nytårsaften der, traditionen tro, holdes sammen med gode venner og lækker mad fra Glashuset. Denne gang dog med deres tapasmenu - så det er spændende hvad den byder på.



Jeg ønsker alle jer, der trods min sparsomme tilstedeværelse, både her på min blog, men også med kommentarer på jeres blogge, stadig hænger ved, et rigtigt godt nytår - jeg håber at min energi vender tilbage i 2014, for selv om jeg, til tider, har overvejet at stoppe med at blogge - håber jeg at kunne fortsætte, for jeg vil jo slet ikke kunne undvære jer. 


Godt nytår 2013

lørdag den 14. december 2013

JUL I LØNSTRUP

Ja, der er også gang i julerierne her i Lønstrup - i weekenden var der, traditionen tro, julemarked i Cafeen. 
Vi var selvfølgelig en tur forbi og der blev købt kranse til vores døre. Ellers må jeg tilstå at der ikke var meget at hente - der kunne godt snart være behov for lidt fornyelse, men pyt - ingen jul uden julemarked i Cafeen.


På pladsen udenfor trodsede spejderne vejret, og havde godt gang i at bage pandekager over bål. 


Dem sprang vi over, men fik købt et juleneg og turen gik videre, for der var nemlig også åben i Vennebjerg Mølle.

Vinden var god og møllen snurrede lystigt.
Inde i møllen blev der solgt bl.a. nykværnet mel, så der blev købt en pose til julens boller.
Møllenissen var på plads - Han har vist ikke hørt om rygeforbud.


Turen gik nu til Møllehuset Keramikcafe - et keramikværksted med en dejlig cafe, der åbnede i Lønstrup tidligere på året.

 
Vi besøgte det til min fødselsdag - desværre blev det sidste stykke kage solgt for næsen, så dengang var vi 4 der gik skuffede derfra.
Der var ingen grund til skuffelser denne gang - vi fik en fantastisk dejlig kop julekaffe og et dejligt stykke valnøddekage og nød julestemningen i den stemningsfyldte cafe.


Cafeen har åbent alle weekender her i december, så mon ikke vi kigger indenfor igen - i denne weekend er der mulighed for at smage ægte æbleskiver, æblepunch og økologiske æbler og kaffen kunne godt friste til endnu et besøg.
Vores juletur rundt i Lønstrup sluttede kl. 16.00 i Lønstrup Kirke hvor et kor sang julen ind - en stemningsfyldt afslutning på vores tur.





torsdag den 5. december 2013

DET' SØRME - DET' SANDT - DECEMBER

og i år er jeg i rigtig god tid. 
Den sidste julegave blev købt i fredags - og det blev fejret med en kop kaffe og en jule-flødebolle hos Frellsen i Metropol.



Rosa og Claus kom på besøg i weekenden - der stod i julekalendernes tegn - dog startede den med hygge og spil fredag aften.

Lørdag gik turen til Børglum Kloster hvor der var julemarked.
Klostret var smukt pyntet op - både ude og inde



og der blev tid til en dejlig, let frokost 




I 2011 var Børglum Kloster jo rammen om TV2 julekalenderen "Ludvig og Julemanden", og det var muligt at se nogle af kulisserne fra optagelserne, og 



sørme om ikke nissemor har en fin strikkekurv.

Vi kunne ligeledes nyde en udstilling med Anne Marie Helgers fantastiske kjoler.


Hjemme igen stod den på lammekølle, men det var vist trætheden over de mange indtryk der prægede aftenen.


torsdag den 7. november 2013

IKKE MERE BRYLLUP - NÆSTEN

Oktober var næsten bryllupsfri, dog blev der lavet en prøvebog med billeder fra dagen, da en af gaverne fra os er en bryllupsbog med billeder fra dagen og forberedelserne. Den skal jeg nu i gang med, når jeg har samlet billeder ind fra gæsterne.


Der blev også tid bag symaskinen og med strikkepindende, så et nyt efterårssæt er nu i skabet.


Nederdelen er syet af rester fra stofbunken og vesten er strikket i "Sarmarkand"  fra Garngaragen.

onsdag den 6. november 2013

FORTSÆTTELSE FØLGER (ENDELIG)

Først tak for alle de søde kommentarer til forrige indlæg, og så endelig en opføglning,  for den dejlige dag var jo slet ikke slut.

Sammen med fotografen gik Rosa og Claus en tur i Vennelyst parken, som ligger lige ved Sjællandsgade. 
Brudens mor havde jo forudset at det var stedet for en række dejlige billeder - og i kan jo se at hun havde ret.



Brylluppet fortsatte på restaurant "Sidebar" i Skolegade - hvor vi havde nogle dejlige timer, med dejlig mad, 



taler, sang og et sjovt lysbilledeshow.


Især brudeparrets taler til hinanden var rørende og dejlige, og vidnede om deres kærlighed til hinanden.


Dagen sluttede med at de to unge blev fulgt til dørs



Hvad er forgik derefter - ja, hvem ved - Vi ved at denne lille hilsen fra Pia og Lars ventede,


men der var vist også noget med en støvsuger.  

tirsdag den 8. oktober 2013

NOGET NYT - NOGET GAMMELT .......

Vi fortsætter med traditionerne.




Selvfølgelig bar Rosa både noget nyt - kjolen -
Bruden starten en ny epoke i sit liv.

noget gammelt - smykkerne -
Glem ikke det gamle liv og tag alt det gode med over til det nye liv.

noget lånt - pynt på sløret -
Repræsenterer brudens nye status i den nye familiekreds.
Lånes bedst fra en lykkelig gift kvinde, i håbet om at få del i lykken.

og noget blåt - strømpebåndet -

Sløret er helt specielt.

Selve sløret sad oprindeligt foran på kjolen - men da den var for lang og det ville være alt for omstændigt at lægge blonden af, valgte vi i stedet at tage den helt af og bruge til slør. Faktisk blev kjolen, efter alles mening også endnu kønnere i sin enkelthed.

Blonden blev i stedet foldet til et slør og på den blev brudekronen, som Pia - Claus mor - bar til sit bryllup, ligeledes foldet og syet på sløret.
Som pynt blev brochen som jeg bar på min brudekjole sat på.
Jeg kan ikke forestille mig et smukkere slør og at det samtidig repræsenterer det lånte - fra to lykkeligt gifte kvinder - Lars og Pia i 28 år og Jens Peter og jeg 30 år - ja, det fuldender jo traditionen.

Rosa - og også Claus bar noget gammelt - og samtidig noget helt specielt - nemlig deres smykker.


Smykkerne er ikke blot gamle - men også et minde om de bedsteforældre som Rosa og Claus ikke længere har - men på denne smukke vis var de alligevel lidt med.

Rosas mormor og morfar - 
halssmykket fik mormor lavet af deres vielsesringe på deres 30 års bryllupsdag - heraf perlen.

Claus farmor - 
det lille ravhjerte fik Rosa af Claus farmor - i et halssmykke, men i dagens anledning, båret i et armbånd.

Rosas farfar - bedstefar.
manchet- og brystknapperne som Claus bar, har han fået af bedstefar, der selv bar sættet på sin bryllupsdag.

Tak Rosa og Claus for denne smukke gestus.






mandag den 7. oktober 2013

BRYLLUPSKAGEN.

Heldigvis har Kristine en veninde der er supergod til at lave fine kager, så straks da invitationen til brylluppet kom, sendte hun en bestilling til Mette. 
Mette havde tidligere lavet kagen til Kristines 25 års fødselsdag, så vi vidste jo at det var gode sager.

Kagen blev lavet torsdag og transporteret til Kristines køleskab og fredag, da vi satte kursen mod Aarhus var det med Kristine og bryllupskage bag i bilen


Det gik heldigvis uden problemer - Kagen nåede hel frem, og toppen blev sat på.


Toppen er fra Willow Tree og hedder

 "Together" - True Partners in love and life," 

og det passer virkelig til Rosa og Claus.

En lagkagekniv skulle der jo også til, så Kristine blev sendt på indkøb og faldt for denne fine kniv. 
Da jeg så den vakte den minder, for mønstret - Benedikte - var jo netop det min mors "fine bestik" var i, og nu skal kniven have indgraveret initialer og dato, så de har den som et ekstra minde om en dejlig dag.




Bryllupskagen faldt i god jord hos brudepar og gæster - det er jo ingen hemmelighed at Claus er meget glad for kager.


Den øverste kage er nu gemt i fryseren, så Rosa og Claus kan nyde den på deres 1 års bryllupsdag - så pyt med at den næsten fylder hele den lille fryser.

lørdag den 5. oktober 2013

RÅDHUS ELLER KIRKE

Rosa og Claus havde valgt Aarhus Rådhus som rammen om deres vielse.
Det var mit første rådhusbryllup og mange havde fortalt om hvor alt for hurtigt det gik - 2 min, sagde nogen, så jeg var spændt.

Vi havde en hyggelig tid i rådhushallen, før der blev kaldt til bryllupssalen.

Her holdt giftefogeden en kort, men meget fin tale, og tilføjede, at hun glædede sig over at se, at der var gjort så meget ud af det, selv om det "kun" var på rådhuset.

 

Så blev der vekslet ringe


og skrevet under med de nye navne.


Fra Rosa Sandemand og Claus Tychsen Christensen -til
Rosa og Claus Tychsen Sandemand.

Udenfor rådhuset blev de modtaget af Claus kolleger i den uni-fine-form - og der var både ris og hampfrø i massevis.


Der var også "nogen" - Claus brødre måske - der havde nået at pynte bilen.


tirsdag den 1. oktober 2013

HERE COMES THE BRIDE.

Hvis i føler jer lidt snydt efter sidste indlæg - gommen gjorde i hvert fald.
Derfor skal i da lige have et par billeder.



Hun er jo lidt svær at se, så



Gommen så nu heller ikke værst ud


Det var lige en lille forsmag - der kommer (meget) mere.

onsdag den 25. september 2013

VIL I SE KJOLEN ?

Ja, det vil gommen sikkert også gerne, men ligesom ham, må i vente til den store dag.

I får dog et lille sneak-peek - hvis i lover ikke at sladre.


Som i kan se var det ikke en let beslutning - der blev tænkt og vurderet, men på smilene til sidst kan i jo se at det lykkedes. 

Hun bliver så smuk -
og hun er

MIN DATTER.


tirsdag den 24. september 2013

DER KOM EN MAIL ...

Eller rettere - der kom en sms, hvor Claus inviterede os til sin 30 års fødselsdag, lørdag den 21. september. 


Endelig havde de fundet ud af datoen, så vi kunne invitere gæst fra Tyskland den sidste weekend i september - troede vi -

For som sagt -
DER KOM EN MAIL 





Lidt senere kom der en sms til - denne gang fra Rosa:

"mor, hvad skal du på lørdag ?"

Selvfølgelig - der skulle jo købes kjole.

Pludselig var de resterende lørdage i september optaget,  og indrømmet, jeg fik lidt sved på panden - der var jo kun lidt mere end 14 dage til den store dag, men spørg om jeg glæder mig 

HELT VILDT.


torsdag den 19. september 2013

FØDSELSDAG I ODENSE ZOO.

Da vi nu var på Fyn, inviterede Kristine os med en tur i Odense ZOO. 
Vejret var jo dejligt og vi havde et par hyggelige timer.

Dyrene dovnede 




dog ikke dovendyret


Den var for en gangs skyld vågen og på tur.