FASTE LÆSERE

mandag den 31. maj 2010

ÅRETS FØRSTE GULD -


nye danske kartofler - lige gravet op af Lønstrups muld - kogt og vendt i smør og friskhakkede krydderurter.




Det er simpelthen bare så godt at man næsten ikke behøver kød til.




Til dessert rabarbertrifli -


så er det SOMMER.



søndag den 30. maj 2010

EN SUPER WEEKEND - GULD TIL AaB.

Efter Jens Peter var færdig med plæneklipningen lørdag, satte vi os godt tilrette foran tv for at se finalekampen i herrehåndbold mellem AaB og Kolding - Jens Peter med sin "hvede" og jeg med strikketøjet.
Der blev strikket flittigt, men som kampen skred frem måtte strikketøjet vige for neglebidning, for sikke da en kamp.

AaB skulle vinde for at få guldet, men var bagud det meste af kampen. Det lykkedes dog til sidst at få uafgjort og dermed straffekast. Efter de første 5 straffe var stillingen stadig uafgjort. UHA - Kolding skyder - og BRÆNDER,  AaB skyder, SCORER og

VINDER GULD !!!

Billedet er lånt her.

Tillykke drenge - endelig fik vi guld i Aalborg.



Sejren fejrer vi med et stjerneskud på Lønstrup CaféBio.

Søndag vågner vi, som det øvrige Danmark op til regnvejr, men turen går alligevel til Aalborg. Jens Peter har et møde, og sætter mig af hos Kristine.
Hun er igang med den store oprydning i skabe og skuffer, men vi tager alligevel en tur til "Plantorama".

Vi fylder bilen med skønne blomster og krydderurter og lidt godt til Oscar og dagen sluttes af med en dejlig middag: en god bøf, Kristines hjemmelavede kartoffelsalat og "Feta Saganaki" - som vi blev ret afhængige af på Rhodos.



Så pyt med at det har regnet - weekenden har været dejlig og i morgen begynder sommeren.



lørdag den 29. maj 2010

NY HONDA TIL JENS PETER.

dog ikke en ny bil - her er det jo kun Volvo der duer, men en splitter-ny plæneklipper.  ;o)

Han havde godtnok erklæret af han aldrig mere ville slå græs, men da det ikke lykkedes os at finde en til at gøre det for os, måtte han skifte standpunkt. Derfor blev lørdag formiddag brugt til at anskaffe denne lille fine sag -



nu snurrer maskinen og snart er plænen fin igen - men den trænger også voldsomt.
Jens Peter har fravalgt næste uges grundlovsløb i Hjørring - så det er da skønt at han kan få sin motion i haven. ;o)

mandag den 24. maj 2010

KATTEGÅRD TIL OSCAR.

Hjemme igen efter en dejlig ferie, fik vi besøg af onkel Sven.
Han var klar til at hjælpe Jens Peter med at bygge kattegård til Oscar.


Så var der rejsegilde - og selvfølgelig var Oscar med.




Her i pinsen kom Rosa og Claus hjem, og kattegården blev gjort færdig -


og Oscar har taget den i brug.



RHODOS - DEL 3.

Søndag - ferien lakker mod enden.
Vi forsøger at få lidt styr på kufferterne - snupper en time ved poolen, inden vi  mødes til en hyggelig frokost med Irene og Lars, som vi har mødt på turen.



Om eftermiddagen gik vi en tur til stranden - og fik lige dyppet tæerne i Middelhavet.






Mandag morgen spiser vi morgenmad på hotellet inden vi siger "farvel og på gensyn!" til Roula og Thassos




inden bussen bringer os til lufthavnen og turen hjem til Danmark.
Vi siger farvel til de græske øer og snart lukker skyerne sig over mellemeuropa.

Nu er vi hjemme igen - heldigvis fulgte det gode vejr med, så det er blevet til sol og afslapning på terassen.

Jens Peter har bestemt sig for at tage med til Rhodos næste år, så vi glæder os til at kunne udforske Rhodos og Symi på egen hånd.

lørdag den 22. maj 2010

RHODOS - DEL 2.


Den 14. maj er en speciel dag - vores bryllupsdag - og den første af 27  vi ikke fejrer sammen.
Vi er tidligt oppe og jeg vil ringe hjem for at ønske min kære mand tillykke med dagen.
Klokken er 07.15 - så, tænker jeg, er Jens Peter oppe og klar til at tage på arbejde.
En søvndrukken stemme svarer "Er der sket noget" - og først da slår det mig. Der er da vist noget med en times forskel - og en fridag - :oz -men jeg får da manden beroliget, ønsket tillykke og beordrer ham i seng igen. UPS.
På Rhodos tager vi hul på endnu en "slapper-dag" ved poolen inden vi hen under aften finder en hyggelig græsk taverna i vandkanten hvor vi spise "bryllupsmiddag".



Vi har hyggeligt selskab af en dejlig flok katte.



Efter middagen går turen hjemad - langs stranden - mens solen forbereder sig på at gå ned.


Lørdag gik turen med båd til en lille ø Symi, som ligger 2 timers sejlads nord for Rhodos. Vejret var for en gangs skyld let overskyet, men det var nu meget rart.
Første stop på Symi var ved "Moni Taxiárchi Mikail Roukounióti" et kloster som er meget smukt.
Kristine var i shorts og blev derfor iklædt et klæde for at være anstændig nok. :o)


Efter en tur rundt i kloster og klosterhave gik vi en tur langs havnen - og havde igen stor fornøjelse af at betragte øens katte - og en enkelt sulten hund.



Efter en time gik turen videre langs Symis kyst til Symi by.



Symi - med havneområdet Gialós er utrolig smuk, med smukke nyklassicistiske huse og kirker som ligger op ad bjergskråningerne.


Vi havde 2 timer på øen, så første stop blev til en taverna hvor jeg skulle smage de berømte Symi-rejer.

De smagte dejligt med det var et snasket pillearbejde.

Efter frokosten gik turen langs havnen på svampeshopping. Symi er kendt for at være stedet hvor man henter svampe op af havet, og derfor er det her der skal shoppes svampe.


Vi fik også købt krydderier - til "Feta Saganaki" og "Stifado".

Derefter gik turen retur til Rhodos.
Vejret var diset og de mange små øer fik en til at føle sig som værende i en mytisk verden.







fredag den 21. maj 2010

HJEMME IGEN - RHODOS - DEL 1.



Der har været stille på bloggen og med god grund.
Fra den 10.-17. maj var Kristine og jeg på pigetur til Rhodos.


Det var en super tur - med sol, varme, lækkert mad og godt selskab.


Vi ankom til Rhodos mandag middag og brugte resten af dagen til at installere os på hotellet "Ilyssion" i Iallisos - 10 km syd for Rhodos by. Et dejligt, lille hotel med et fantstisk værtspar, supert værelse , pool og lækker mad.

Tirsdag var vi på tur til Iallisos Akropolis, Rhodos Akropolis og Rhodos gamle by. Der blev tid til lidt shopping, men vi fandt hurtigt ud af at både service og priser var bedre i Iallisos, så da bussen kørte hjem kl. 14 - tog vi med og hyggede os ved poolen resten af dagen.

Onsdag fik vi set nærnere på Iallysos, shoppet og købt gaver, inden vi fandt sportsbaren Nirvana - hvor Kristine igen fik set ishockey, mens jeg hyggede mig  med en god bog og en Guinnes.




Om aftenen var der grill-aften på hotellet. Vi fik smagt på det græske køkken, prøvede at danse Zorba, og guiden fik den obligatoriske tur i poolen.




Torsdag gjorde vi klar til en Rhodos-rundtur. 1. stop var Lindos - den hvide by -




og også her et besøg på byens Akropolis en tur til toppen via ca. 300 trappetrin.


Øverst oppe - Himmeltrappen.


Turen fortsatte videre over den smukke ø, til en lille by hvor vi spiste frokost, inden det gik videre mod et sted hvor vi kunne købe olie og timianhonning.




Der blev også tid til et besøg hos en vinfabrikant, hvor der var smagsprøver af forskellige slags vine.
Den græske rødvin er tør, hvilket også ses af måden hvorpå vinen dyrkes. Vinplanterne bindes ikke op som man normalt ser og får derfor ikke så meget sol, hvilket jo netop giver den tørre vin.
Sidste stop var et lille kapel omkranset af flotte gamle oliventræer, inden turen gik tilbage til Iallisos og hotellet.


søndag den 9. maj 2010

FÆRDIG.

Så blev jeg færdig med min sommertrøje.
Jeg havde håbet på at finde de rigtige knapper i Saltum, men syntes ikke lige de var der, så derfor har jeg lavet en foreløbig løsning.
Trøjen virker til at være rar at have på, så jeg tror at den bliver fin her i sommer.


Mønster: Coats HP - strikketillæg "Strik foråret i møde" Hendes Verden 02/09
Garn:  760 g Drops "Muskat" Col.nr. 61
Pinde:  Knit Picks nr. 4 - bærestykke 3,75
Str.:  40/42
Til:  mig selv

RAKU-KURSUS

Jeg har netop meldt mig til dette kursus:


Klik på billedet, så kan du læse teksten.

Det er godtnok mange år siden jeg har leget med ler, men med mange fantastiske keramikere i byen kan man jo kun blive inspireret og få lyst til at prøve.

Det er en af vores lokale foreninger der arrangerer kurset og Dorte Visby som leder det, har sit galleri lidt udenfor byen, ved Mårup Kirke.


lørdag den 8. maj 2010

ULDFESTIVAL I SALTUM.


Dagen idag har stået i uldens tegn. Årets uldfestival i Saltum løb af stablen.

Connie og jeg startede med kaffe og rundstykker hos hende og derefter gik turen til "Perlestrik" i Hjørring, efter garn til Karen Noe's "Yotakas tunika".


Nu lyder det måske lidt mærkeligt at købe garn i Hjørring, når det nu er i Saltum der er uldfestival.
Grunden er at jeg allerede havde valgt garn til tunikaen i Hjørring - Cotton 8 - merceriseret bomuld og silke (fra lageret, købt i Viborg for flere år siden).





Som sædvanligt - fristes man næsten til at sige - var der piv-koldt i Saltum, men turen gik i skarpt trav rundt i de forskellige telte og til "Bindestuen".
Da jeg jo allerede havde brugt min garnkvote  ;o), blev det ikke til køb af garn, men til gengæld lidt "godt til ganen" - fyldt lammeculotte, pesto med ramsløg og paté med havtorn.



Flere af byens borgere havde valgt at holde loppemarkeder ved hoveddøren, og her fandt jeg en sød lille terrin - 14 cm i diameter - som lige egner sig til dessertsovse,


så selv om det ikke blev til garn i Saltum er jeg alligevel ret godt tilfreds med dages høst.

Sommertrøjen som jeg startede på den 15. april er blevet gjort færdig og ligger lige nu til tørre, så jeg har allerede kastet mig over tunikaen - som ellers er tænkt som feriestrik, nu hvor turen snart går til Rhodos og sol og varme

Aftensmaden var rigtig lækker og pateen venter til frokosten i morgen.

tirsdag den 4. maj 2010

SOLNEDGANG.

De seneste par aftner har vi haft de skønneste solnedgange - åh, hvor jeg elsker at bo her.


Se nu synker solen i havets skød,
dagens sidste lys giver alting glød.
Hav og himmel flammer - hvor er det smukt,
Solnedgang i Lønstrup - ved havets bugt.

Se nu synker solen i havets skød,
dagens sidste lys giver alting glød.
Hvilken herlig aften med fred og ro
HER VIL JEG NU LEVE - HER VIL JEG BO.
 Poul L. Nielsen - okt 2005