FASTE LÆSERE

onsdag den 27. februar 2013

ENDELIG NOGET MUSIK

Så blev der endelig tid til en musikaften.
Jens Peters badminton var aflyst og i stedet satte vi kursen mod Løkken. Vi tog kystvejen da der var en skøn solnedgang.



Vi startede med et stjerneskud på Løkken Badehotel - de havde godt nok stegt ål på menuen, men det var der ikke tid til, så det må vente til en anden dag.



Vi kom til Løkken bibliotek, og som sædvanligt - de sidste par år - tænker jeg at "sådan nogle ældre damer skal da ikke til koncert" - og når jeg kommer ind undrer jeg mig over alle de "gamle" mennesker. Jeg glemmer jo helt at jeg selv ikke længere er 30 år mere, når jeg er på vej til koncert.

Aftenens band var det skotske folkband "Beggars Row" - jeg har hørt om dem, men aldrig hørt dem spille.



Jeg blev ikke skuffet - og igen glemte jeg at jeg ikke længere er 30 - klappede, rokkede og sang. Først senere mærkede jeg at jeg er blevet en af de gamle koner - men pyt.
At det var et skotsk band kunne ikke blot høres, men også ses



Jeg er vild med kilte - og se lige strømperne og skoene.

Det var en skøn aften og vi kørte hjem mens fuldmånen lyste og rimtågen hang over markerne.

I dag kan jeg så rigtigt mærke at jeg ikke er 30 år - men pyt - i aften skal vi til foredrag på Hjørring bibliotek, om Toscana. 
Jens Peters niece flytter til Pisa først i marts, og måske vi kunne få tid til et sensommerbesøg - 
Jeg elsker Toscana.

mandag den 25. februar 2013

GÅ MED I LUNDEN

Søndag lokkede solen os ud på en lille tur. Da vi alligevel skulle ind til Hjørring gik  vi en tur i lunden - Svanelunden. 
Det var vores første besøg, selv om der har været tid og mulighed nok - anlægget åbnede i 1878 - og vi kører jo forbi hver gang vi skal til Hjørring eller på motorvejen.
Nu kiggede vi ind 



og fandt et fint lille anlæg. Vi gik en rask tur rundt om søen - tænk at bo med udsigt over anlægget - det må være smukt. I den ene ende af lunden er der et lille hjørne med rhododendon - selv om de hang med bladene i kulden, ER de klar til foråret.



Der er en restaurant i anlægget og den skulle, efter sigende, være et besøg værd - og jo, der er også svaner i Svanelunden.



På vej hjem, lagde vi vejen forbi Vennebjerg Kirke - helt op på toppen.



Kirken er fra middelalderen og den højst beliggende kirke i Nordjylland.
Vest for kirken - på kirkegården- ligger Klanghøj - en gammel bronzealderhøj - der hæver sig 69 m over havet.



Der er en fantastisk udsigt over hele området og kirkens tårn er et gammelt sømærke.



Hjemme igen stod den på the og pæretærte. Den blev vi snydt for lørdag, da den sidste tærte blev solgt, lige for næsen af Jens Peter - men han var smart - og bestilte en tærte til søndag.



Oscar hyggede sig også. Jeg havde glemt at lægge låget på min undertøjskasse - åh, her var dejligt at ligge.



Strikketøjet vokser - nu er jeg færdig med selve frakken og klar til ærmerne.



Jo, det var en dejlig søndag.

tirsdag den 19. februar 2013

VENTETID

Jeg venter stadig - på at lægerne finder ud af hvad der er galt. Rygmarvsprøven viste sig at være negativ - altså ingen neuroborrelia - og det er da dejligt. 
Nu er jeg blevet henvist til reumatologisk afdeling - og her håber jeg så at svaret findes. 

Ventetiden bliver ikke brugt på det helt store  - og dog, jeg strikker lystigt på min flower-power frakke. 


Her er jeg færdig med de store blomster og har netop skiftet bundfarven - faktisk er jeg nu næsten færdig med  selve frakkedelen og den bliver bare så god.

Samtidig har jeg lyttet til en masse dejlige romaner - streamet fra netbibliotek.dk eller CD'er lånt på biblioteket i Hjørring, men jeg håber nu snart at der sker noget så jeg kan blive frisk inden foråret kommer, for jeg længes nu efter at komme ud og lege lidt med kameraet.

Rosa har været en hyggelig og flittig gæst. Når hun er på besøg er projektet lige nu at få overspillet alle vores gamle Troldepus- kassettebånd til computeren og lavet dem til mp3-filer. De bånd/CD'er vi ikke har bliver bestilt hjem fra biblioteket, så snart er historierne sikret til nye generationer. 
Claus er advaret - han skal indvies i Troldepus' univers når deres tur, til sommer, går til Italien,


I aften venter strikkecafeen - det bliver hyggeligt og jeg kommer lidt længere på min ærmeling.




søndag den 10. februar 2013

FARVEL TIL DRAGENS ÅR


I dag tager kineserne afsked med "Dragens år" - vi hilste på Den Helende Drage da vi besøgte Floriaden i Venlo i 2012.


Dragen står for styrke og sundhed - dens ånde brænder fuldstændigt al den dårligdom vi gemmer dybest inde og forvandler negativ energi til helende energi.
Måske er den derfor min "dårligdom i dybet" brød frem i slutningen af 2012 og jeg håber at den har nået at blæse helende energi i mig - det trænger jeg til.