FASTE LÆSERE

Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag

mandag den 23. juni 2014

SIDEN SIDST.

Tiden efter at Oscar blev aflivet har været lang - det var tomt at være herhjemme, men endnu tommere at komme hjem til et tomt hus.

Alligevel blev det til et par ture ud af huset. 

Første tur gik til Lemvig hvor JP havde et ærinde og derefter til Videbæk efter lidt stoffer, som selv om jeg er begyndt, endnu ikke er færdige.



Herhjemme blev det til en lille nytte- og hyggehave
med jordbær, rabarber og spinat og selvfølgelig en plads til at nyde det hele.



9. maj flyttede Rosa og Claus fra Aarhus til deres nye, skønne lejlighed i Vejle og vi gav en hånd med, sammen med Clauses forældre, Jimmie og Kristine. 
Jeg skulle stå for aftensmaden og sørgede lige for ekstra kød i salaten - et pænt stykke af min finger - så jeg var derefter ikke meget bevendt, men maden smagte....


Der blev arbejdet hårdt 


men der så også helt beboeligt ud - både inde og ude - da vi tog hjem.


I løbet af maj måned blev Skovkatte-gruppen på Facebook tjekket flere gange om dagen, for det var blevet helt klart for os, at vi ikke kunne undvære en kat, og endelig var han der 



Godt nok i Sønderjylland, men pyt. Jeg fik kontakt med ejeren og som i kan se fik jeg lov til at købe ham. 
Heldigvis havde JP en tur til Haderslev den følgende uge, så vi kunne komme ned og se ham - men det må blive en ny historie, for nu skal jeg gøres klar til Skt. Hans, og nej, jeg skal IKKE til Bloksbjerg - der er så koldt på toppen, så jeg bliver i Lønstrup.

mandag den 13. maj 2013

INGEN TID TIL BØN

selv om det var "Store Bededag"s-ferie.
Kristine havde nemlig sat mig i arbejde. Aalborg Karneval nærmer sig og hun og et par veninder manglede lige dresset, så mor måtte i arbejde.

Vi startede dog festen med en omgang af Krastrup Søgaards fantastiske grillpølser - lavet på Kristines nye gasgrill - 



og selvfølgelig med hendes hjemmelavede agurkesalat.

Derefter gik jeg igang med mønster og stof og da det blev lørdag kunne 3 "Powerpuff-kjoler" meldes klar til brug.



De sidste dage i ferien blev tilbragt i Lønstrup, og mens jeg havde travlt bag symaskinen, havde resten af familien travlt i have og på terrassen.
Rosa havde købt blomster i Aarhus og de blev plantet, så der nu er lidt nyt liv på terrassen.



Kristine plantede krydderurter og der blev ordnet i bede og rundt om huset.



Om lørdagen blev der tid til en tur til uldfestivalen i Saltum - næste år venter jeg med at tage afsted til om søndagen, for uha, hvor var der dog mange mennesker.
Jeg fik dog hilst på et par kendte ansigter og der kom da også lidt med hjem - 


  • ramsløgssalt og -pesto
  • lidt sjov til ørerne
  • skønne knapper fra Birthe Sahl
  • "Blikfang" - strikketøj til ferien - der ikke fylder i kufferten

Ups - en kær sjæl - tak fru Hansen - har gjort mig opmærksom på at jeg ikke længere har helt styr på helligdagene; 

"Ikke for at pære i noget, men det er altså Kristi Himmelfartsdag vi lige har passeret fru Sandemand."


Selvfølgelig skal du pære i det, Bente - når jeg ævler.



onsdag den 1. maj 2013

GÆSTER I HAVEN.

I  søndags var der pludselig gæster i haven - det var lykkedes genboens lille hund at komme ud af sin indhegning -



Han havde vældig travlt - men han var ikke alene.

Denne lille fyr traskede også rundt og havde travlt -


måske var der larver eller insekter i plænen -


og selv om det stadig er hundekoldt her i Lønstrup - ja,  så er det blevet forår.

torsdag den 2. august 2012

NÅR HYLDEN BLOMSTRER

i rødt - ja, så ved man at der er noget der ikke helt passer.




Et nærmere eftersyn viser at det er nogle valmuer der klatrer i højden  - et smukt syn.



mandag den 16. april 2012

TRAVLHED I HAVEN

Så er haveaktiviteterne startet for i år - græsset er slået for første gang,


kirsebærtræerne er blevet beskåret



roserne klippet


og jeg er begyndt at fjerne ukrudt rundt omkring huset.


Vi er ikke de eneste der har travlt -



Også inden døre er der travlt med at forberede sommeren.
Rosa har været i Ikea efter krydderurtefrø


og i år har jeg taget mig mine forholdsregler. Sidste år troede Oscar at min såkasse var en avanceret tissekasse til ham - og det var lige stærk nok kost for de små nye spirer.



I år er de små bægre sat i et beskyttende hus, så i år skulle det gerne lykkes.
Nu håber vi at ugen slutter lidt varmere end den begyndte. JP har et par fridage og vi har flere ting der skal laves i haven.

søndag den 11. december 2011

EN NY STORM.

og denne gang kunne vi ikke nøjes med lidt "halløj på terrassen", - men


et af fyrretræerne i haven måtte ned og ligge.
 

Det er simpelthen brækket , men heldigvis var det ikke så stort at det ramte kattegården.
Kristtjørnen der står samme sted er blevet lagt ned, men mon ikke den overlever - den kan heldigvis tåle kraftig beskæring.
Nu glæder jeg mig til at få huset fyldt med fyr og kristtjørn.

Også en tur til havet viste at stærke kræfter har været på spil.



 Stien mod nord er forsvundet - men heldigvis har kystsikringen sin virkning og mon ikke stien bliver re-etableret til foråret. 




Vandet går langt ind og bølgerne er store, men hvor var det dejligt at få lidt luft under vingerne.
Onsdag og fredag varsles nye storme - hvordan mon der så ser ud ?

søndag den 3. juli 2011

NU MED ROSENHAVE.

Jeg har altid elsket roser - i min tidligere have havde jeg samlet mig en del, derfor var jeg glad da vi flyttede her til Lønstrup og der var en enkelt rose - faktisk 2 ens -



Desværre ved jeg ikke hvad det er for en rose - men den er fin - svagt duftende og blomstrer til frosten kommer.

Hos min søster hentede vi denne rose.


Den har sin helt egen historie.

Da vi i 1986 købte hus fik vi den af Jens Peters mormor, og i mange år var den plantet op af et hegn i vores gård. Den blev aldrig ret stor og vi var heldige hvis der var mere end 5 blomster.
Til sidst mistede jeg tålmodigheden og bad JP grave den op. Da han jo havde fået den af sin mormor, var han ked af at smide den ud og plantede den op af huset - mod gaden og mod syd. 
Næste sommer gik den helt af mok - blev kæmpestor og bar mange blomster.
Da vi flyttede blev den flyttet til min søsters have og nu er den "hjemme igen" - Vi plantede den sidste sommer og allerede i år har den båret mange blomster. 


Heller ikke denne rose kender jeg navnet på,
men jeg kalder den "Rose Anna" - efter JP's mormor.


En "Multiflora" - helt sikkert fra naboens have - har sået sig selv i vores fyrrehæk - der får den lov til at stå, for den er så smuk.


Idag har vi været på planteskole efter endnu et par roser - en engelsk Austinrose - William Morris -


Den har masser af knopper og når de springer ud


ser de sådan ud. 
Smukke fyldte roser med stærk duft.

Billedet er lånt her.


Vi fik også et eksemplar af Jens Peters yndlingsrose
"New Dawn" - så nu skal vi have lavet et espalier til den - vi ved hvor stor den kan blive.


Den har ingen knopper, så blomsterne må vi nok vente med til næste år. Når de kommer ser de sådan ud

Billedet er lånt her.


Det er ikke de sidste roser vi skal have i haven. Selv om vi bor til leje håber vi jo alligevel at vi skal være her mange år endnu - så vi vil nyde roserne så længe vi kan.

mandag den 6. juni 2011

SOMMER-WEEKEND.

Det blev en weekend med både arbejde og hygge. Kristine kom på besøg og vi gik igang med at tømme terassen - hun skurede den i sæbevand og vi har forsøgt os med en ny indretning.



Bord - et nyt er på vej - og stole  er flyttet ned foran terassedøren og krydderurtebordet og grillen er flyttet hen i den modsatte ende. Jeg tror det kommer til at fungere bedere - nu står bordet så vi også kan få glæde af morgensolen.



Jens Peter gik igang med trillebør og spade og et fint lille krydderurtebed blev anlagt.  Nu har vi endelig fået plantet en løvstikke - mums hvor jeg allerede glæder mig til en omgang løvstikkekartofler.




Både lørdag og søndag stod den på grill-mad men da vores nye bord først er kommet idag, mandag,  rykkede vi indendørs når der skulle spises.

Søndagen sluttede med den smukkeste solnedgangshimmel og vi er nu klar til at tage hul på uge 23.


tirsdag den 24. august 2010

LIDT HAR OGSÅ RET.

Igår - inden regn og storm indtog Lønstrup - fik jeg plukket mine kirsebær.
Der var ikke mange - 300 g - men jeg syntes alligevel de skulle bruges, så de blev kogt sammen med en lille portion brombær. Begge sure som s...., men til en gang saft går det vel.


Nu er saften kogt - og selv om det ikke blev til meget, smager det dejligt og skulle jo være meget, meget sundt - både smertelindrende, muskelopbyggende og god mod søvnbesvær.
Måske kirsebærsaft skulle være en fast del af køleskabsbeholdningen.

torsdag den 12. august 2010

BROMBÆR.

Idag har jeg plukket de første brombær - ikke mange - men det kommer.

Busken er fuld af umodne bær og da den vokser i Oscars kattegård, skal vi ikke dele med fuglene.


Bierne derimod kan sagtens gøre deres arbejde og Oscar - ja, han er ligeglad med brombær, for han har fundet mors undertøjskasse - uden låg - og den chance lader han ikke uprøvet.


Når engang posen med brombær bliver stor nok vil jeg prøve at lave brombærsaft. Normalt er jeg ikke vild med brombær - slet ikke de tornløse - jeg synes de smager af for lidt, men brombærsaft skulle være rigtig godt.
Har du ellers en god opskrift med brombær, så lad mig høre fra dig.