FASTE LÆSERE

Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag

mandag den 13. maj 2013

INGEN TID TIL BØN

selv om det var "Store Bededag"s-ferie.
Kristine havde nemlig sat mig i arbejde. Aalborg Karneval nærmer sig og hun og et par veninder manglede lige dresset, så mor måtte i arbejde.

Vi startede dog festen med en omgang af Krastrup Søgaards fantastiske grillpølser - lavet på Kristines nye gasgrill - 



og selvfølgelig med hendes hjemmelavede agurkesalat.

Derefter gik jeg igang med mønster og stof og da det blev lørdag kunne 3 "Powerpuff-kjoler" meldes klar til brug.



De sidste dage i ferien blev tilbragt i Lønstrup, og mens jeg havde travlt bag symaskinen, havde resten af familien travlt i have og på terrassen.
Rosa havde købt blomster i Aarhus og de blev plantet, så der nu er lidt nyt liv på terrassen.



Kristine plantede krydderurter og der blev ordnet i bede og rundt om huset.



Om lørdagen blev der tid til en tur til uldfestivalen i Saltum - næste år venter jeg med at tage afsted til om søndagen, for uha, hvor var der dog mange mennesker.
Jeg fik dog hilst på et par kendte ansigter og der kom da også lidt med hjem - 


  • ramsløgssalt og -pesto
  • lidt sjov til ørerne
  • skønne knapper fra Birthe Sahl
  • "Blikfang" - strikketøj til ferien - der ikke fylder i kufferten

Ups - en kær sjæl - tak fru Hansen - har gjort mig opmærksom på at jeg ikke længere har helt styr på helligdagene; 

"Ikke for at pære i noget, men det er altså Kristi Himmelfartsdag vi lige har passeret fru Sandemand."


Selvfølgelig skal du pære i det, Bente - når jeg ævler.



torsdag den 2. august 2012

NÅR HYLDEN BLOMSTRER

i rødt - ja, så ved man at der er noget der ikke helt passer.




Et nærmere eftersyn viser at det er nogle valmuer der klatrer i højden  - et smukt syn.



lørdag den 7. juli 2012

EN DEJLIG WEEKEND PÅ SJÆLLAND.

Efter besøget hos Lisbeth hentede vi Kristine og senere farmor inden vi satte kursen mod Sjælland - og overnatning i Jonstruplejren sammen med familien fra Hinnerup.


Lørdagen skulle stå på "Sandemandstræf" - i år i Ballerup - hvor vi havde en hyggelig dag sammen med JP's onkel Tage,  fætter Bjarne, kusine Gitte og deres familier, med masser af snak, spil og dejlig mad.




Trods onkel Tages - "nu bliver det regn" - holdt det tørt og dejligt varmt hele dagen i Ib og Gittes dejlige have.




Næste år skal træffet foregå her i Lønstrup - så vi er så småt begyndt at lægge planer.


Søndag bød Gitte og Ib på en hurtig gang lækker morgenmad inden vi satte kursen mod København ZOO - og endnu en dejlig eftermiddag i sol og varme.






søndag den 24. juni 2012

FOTO - KUNST - NATUR OG - TUPPERWARE.

Efter at have sovet hos Kristine blev onsdagen brugt til en lille bytur. 
Min vej faldt selvfølgelig forbi "Nordkraft" - hvor "Årets pressefoto" var at finde, med mange fine billeder - dog lidt for mange med krig og ødelæggelser.




 I "Kunsthal Nord" var der en meget speciel udstilling - billeder af alle slags, hang nærmest i lag. 
Desværre havde jeg ikke tid til at blive til eftermiddagens fernisering, for jeg ville gerne have hørt hvad ideen var - men, ja, jeg kan da se at jeg har plads til masser af malerier og billeder endnu. ;-)





Udendørs er bagsiden af Nordkraft ved at være færdig og i baggrunden begynder det nye musikhus at tage form.




Også på den anden side af Nordkraft er der sket nyt. Aalborgs tivoli "Karolinelund" er lukket og alle forlystelser er pillet ned. I stedet er dørene åbnet for en bypark.




Endnu er der ikke meget at se - 




men jeg fandt da en flok flittige bier.


"Platform 4" er flyttet ind i den gamle restaurant og er i fuld gang med at udsmykke muren omkring parken.



Turen gik videre gennem "Østre Anlæg" - med skøn udsigt til Markuskirken - de gamle træer - aktivitet i søen og flere blomster.







Aftenen bød på Tupperware-party hos Kristine - i ugen hvor Tupperware kan fejre 50 år i Danmark. Det er sjovt at tænke på at Kristine nu er 3. generation der holder party og at se hvordan der stadig er nye, spændende ting.




Snart står den grønne hakker og de 3 røde skåle i mit køkken.


En dejlig og indbringende dag var slut og endnu en nat hos Kristine ventede.

onsdag den 30. maj 2012

HJEMME IGEN.

Så er vi hjemme igen efter en rigtig dejlig ferie på Rhodos. 
Vejret var ikke så varmt som de seneste par år, men oplevelser var der mange af så nu skal der styr på billederne, for dem blev der som sædvanlig taget rigtig mange af.


Mens vi var på Rhodos holdt Rosa og Claus ferie i Lønstrup så Oscar var i de bedste hænder - selv om han spillede sur og fornærmet de første par dage.



Han har også lagt mig på is, hvor imod Jens Peter blev modtaget med spin og nus. 
Heldigvis havde Rosa og Claus sørget for en dejlig modtagelse - der var fine blomster på terrassen. Heldigvis havde de ikke brændt den af, selv om de prøvede.



onsdag den 21. december 2011

DET SPIRER OG GROR.

Da jeg i dag ville rydde lidt op på bordet i vores bryggers/gang ventede en sjov overraskelse.
Hver gang Kristine - somme tider også Rosa - har en afblomstret orkide - kommer den "hjem til mor". Der er i alt 10 orkideer i vinduet og sørme om ikke de 5 har nye blomster på vej.  



Jeg har ikke en snus forstand på at passe dem, men et eller andet gør jeg da rigtigt. De får kun sjældent vand, men temperaturen og lyset i vinduet mod nordøst, må være det helt rigtige. 
Når blomsterne viser sig kommer de ind i stuen, men sker det mens der kun er knopper, som her, tørrer de ind, så jeg venter.

I garagen fandt jeg disse - tulipanløg der var endt og glemt i et hjørne, da de var afblomstret.




Så det er jo lige før man får forårsfornemmelser.

søndag den 3. juli 2011

NU MED ROSENHAVE.

Jeg har altid elsket roser - i min tidligere have havde jeg samlet mig en del, derfor var jeg glad da vi flyttede her til Lønstrup og der var en enkelt rose - faktisk 2 ens -



Desværre ved jeg ikke hvad det er for en rose - men den er fin - svagt duftende og blomstrer til frosten kommer.

Hos min søster hentede vi denne rose.


Den har sin helt egen historie.

Da vi i 1986 købte hus fik vi den af Jens Peters mormor, og i mange år var den plantet op af et hegn i vores gård. Den blev aldrig ret stor og vi var heldige hvis der var mere end 5 blomster.
Til sidst mistede jeg tålmodigheden og bad JP grave den op. Da han jo havde fået den af sin mormor, var han ked af at smide den ud og plantede den op af huset - mod gaden og mod syd. 
Næste sommer gik den helt af mok - blev kæmpestor og bar mange blomster.
Da vi flyttede blev den flyttet til min søsters have og nu er den "hjemme igen" - Vi plantede den sidste sommer og allerede i år har den båret mange blomster. 


Heller ikke denne rose kender jeg navnet på,
men jeg kalder den "Rose Anna" - efter JP's mormor.


En "Multiflora" - helt sikkert fra naboens have - har sået sig selv i vores fyrrehæk - der får den lov til at stå, for den er så smuk.


Idag har vi været på planteskole efter endnu et par roser - en engelsk Austinrose - William Morris -


Den har masser af knopper og når de springer ud


ser de sådan ud. 
Smukke fyldte roser med stærk duft.

Billedet er lånt her.


Vi fik også et eksemplar af Jens Peters yndlingsrose
"New Dawn" - så nu skal vi have lavet et espalier til den - vi ved hvor stor den kan blive.


Den har ingen knopper, så blomsterne må vi nok vente med til næste år. Når de kommer ser de sådan ud

Billedet er lånt her.


Det er ikke de sidste roser vi skal have i haven. Selv om vi bor til leje håber vi jo alligevel at vi skal være her mange år endnu - så vi vil nyde roserne så længe vi kan.

onsdag den 29. juni 2011

SANDEMANDSTRÆF 2011.

I weekenden løb det årlige "Sandemandstræf" af stablen. I år var det den sjællandske gren der havde taget turen til Jylland - Hinnerup hvor vi havde en hyggelig dag hos Anne og Sven.
Rosa og Claus havde meldt fra - Bror Jimmy blev student og skulle fejres i Aalborg og Kristine havde arbejdslørdag og måtte også melde fra.

Vi andre hyggede os - heldigvis forblev det tørvejr - og der blev snakket, hygget og spillet - både wist og krolf.

Da maden kom på bordet blev mit kamera pakket væk, og jeg fik det ikke fundet frem igen, men det blev da lige til et enkelt billede af en del af Sjællandsklanen.


Kenny, Anita og Rikke.


Hos farmor i Sjællandsgade måtte jeg forevige hendes flotte vindueskarm, fyldt med Streptocarpus -  


og jeg var så heldig at få en med mig hjem.

onsdag den 12. januar 2011

DAG 11 OG DAG 12.

"En you-tube video du specielt godt kan lide."



Må tilstå at jeg sjældent bruger youtube, så jeg kan umuligt vælge en – det skulle da lige være en tutorial, men der har jeg nu ingen favoritter.


"Hvordan fandt du blogspot og
hvorfor blogger du."

Jeg startede min første blog ”Mariannes Meritter” i 2007 – dengang primært for at dele strikkeideer med andre – men min nuværende blog har udviklet sig til at handle om mangt og meget - og meget lidt strik.


Hvordan jeg fandt frem til blogspot – ja, det har jeg glemt –


Jeg blogger, da jeg her lærer en masse nye mennesker at kende – får mange gode fif og ideer, oplever andre sider af livet og hvem ved – får gode venner IRL.

Jeg bruger også bloggen som en slags dagbog – og nu hvor den kan printes er det en dejlig måde at gemme sine oplevelser på.

Jeg forsøger at fokusere på det positive jeg er omgivet af – det hjælper mig på de dage hvor humøret er i bund.

mandag den 5. juli 2010

CHOKOLADEBLOMST.

Min chokoladeblomst genvandt heldigvis sin styrke efter omplantningen. Her er den i sine fire stadier.



Den skulle efter sigende dufte kraftigst om morgenen - så i morgen må jeg tidligt op.