FASTE LÆSERE

søndag den 19. maj 2013

FLOWER POWER ER LØS I LØNSTRUP

Jeg begyndte i august 2012 og har holdt lange pauser undervejs, men nu er jeg færdig med min Flower Power Frakke - og nu er sommeren kommet.
Den er alligevel blevet luftet - for om aftenen er der ikke for varmt til den.



Jeg er lidt i tvivl om den alligevel er blevet for stor - men enten må den en ekstra tur i vaskemaskinen ellers må jeg jo strikke mig en ny.
Det har været en fryd at strikke den, men monteringen var en hård omgang.

onsdag den 15. maj 2013

TAK FOR LYKØNSKNINGER



Tak for alle lykønskningerne i går - både her og på facebook.
Da Jens Peter kom hjem fra badminton blev dagen fejret med en flaske hvidvin og et par lækre rejemadder.

tirsdag den 14. maj 2013

DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD

og det har vi nu gjort i 30 år.


Vi er blevet fejret efter alle kunstens regler


på dagen


og under vejs.

Sølvbrylluppet blev fejret på Bornholm - i vejr der ligner det vi har nu. Billederne fra da, har desværre forputtet sig og billeder fra i dag - ja, dem må i også undvære.
Vi fejrer dagen med et glas vin i aften, når JP kommer hjem fra arbejde og badminton, og så tager vi fat på de næste 30 år.

mandag den 13. maj 2013

INGEN TID TIL BØN

selv om det var "Store Bededag"s-ferie.
Kristine havde nemlig sat mig i arbejde. Aalborg Karneval nærmer sig og hun og et par veninder manglede lige dresset, så mor måtte i arbejde.

Vi startede dog festen med en omgang af Krastrup Søgaards fantastiske grillpølser - lavet på Kristines nye gasgrill - 



og selvfølgelig med hendes hjemmelavede agurkesalat.

Derefter gik jeg igang med mønster og stof og da det blev lørdag kunne 3 "Powerpuff-kjoler" meldes klar til brug.



De sidste dage i ferien blev tilbragt i Lønstrup, og mens jeg havde travlt bag symaskinen, havde resten af familien travlt i have og på terrassen.
Rosa havde købt blomster i Aarhus og de blev plantet, så der nu er lidt nyt liv på terrassen.



Kristine plantede krydderurter og der blev ordnet i bede og rundt om huset.



Om lørdagen blev der tid til en tur til uldfestivalen i Saltum - næste år venter jeg med at tage afsted til om søndagen, for uha, hvor var der dog mange mennesker.
Jeg fik dog hilst på et par kendte ansigter og der kom da også lidt med hjem - 


  • ramsløgssalt og -pesto
  • lidt sjov til ørerne
  • skønne knapper fra Birthe Sahl
  • "Blikfang" - strikketøj til ferien - der ikke fylder i kufferten

Ups - en kær sjæl - tak fru Hansen - har gjort mig opmærksom på at jeg ikke længere har helt styr på helligdagene; 

"Ikke for at pære i noget, men det er altså Kristi Himmelfartsdag vi lige har passeret fru Sandemand."


Selvfølgelig skal du pære i det, Bente - når jeg ævler.



lørdag den 4. maj 2013

EN TUR TIL SKAGEN - OG TRISTE NYHEDER FRA AALBORG ZOO

Sidst på formiddagen gik turen til Skagen - billetsalget til årets festival i juli startede i dag. 



De ønskede billetter er nu i hus og der er bestilt overnatning. Den gamle pensionist - campingvognen får endnu en chance.
Vi fik super gode billetter - "dårligste plads" er på 3. række - så vi kan være sikre på både at kunne se og høre hvad der sker på scenen.

Efter at have købt de ønskede billletter gik turen mod Skagens nyeste forretning.




Udefra ser den ikke ud af meget - men det vågne seer vil allerede have spottet et Christel Seyfarth sjal i vinduet, og ja - Christel har åbnet forretning i Skagen - og indenfor er der fyldt med skønne, skønne sager.


Færdige sjaler, jakker, frakker og trøjer 


Strikkekits der ligger klar til salg


og skønne garner i alverdens farver venter på at blive rullet op.

Jeg fik købt et par farver, som jeg er løbet tør for inden min frakke kan blive gjort færdig, så nu er det bare om at komme videre. Jeg glæder mig helt vildt til at den er færdig - den har været skøn at strikke, men er nu noget sej at montere - dog, selv om det var et dyrt strikkekit, har jeg sparet masser af penge -  en færdigstrikket frakke koster 5.500 kr og jeg har nydt hver eneste maske.

Efter indkøbene gik turen til Greens Cafe og en "letvægter" - en lækker bolle med røget laks og avocado.



Efter en tur på havnen gik turen atter hjemad.

På vejen hjem havde vi tændt for radioen og de havde en trist nyhed fra Aalborg ZOO - en af havens isbjørne - en 2 1/2 år gammel hun var blevet aflivet, efter at være faldet i en af de grave der adskiller dem fra publikum.
Det kunne bare ikke passe - Aalborg ZOO har ingen 2 1/2 år gammel hun. 
Frem med mobilen og her gik den sørgelige sandhed op for os. 
Vores kære lille Augo, som vi har fulgt med stor glæde, var den hun der var faldet i graven, og ja, da de havde fået ham aflivet fandt de ud af at HAN - faktisk var en HUN.
Hun havde desværre brækket begge forben og kunne derfor ikke reddes.



Kære lille Augo - der siden vi så "ham" sidst, var blevet meget stor - vi vil savne din kåde leg i vandet, der vil være en stor tom plads der hvor du plejer at fjolle rundt.

onsdag den 1. maj 2013

GÆSTER I HAVEN.

I  søndags var der pludselig gæster i haven - det var lykkedes genboens lille hund at komme ud af sin indhegning -



Han havde vældig travlt - men han var ikke alene.

Denne lille fyr traskede også rundt og havde travlt -


måske var der larver eller insekter i plænen -


og selv om det stadig er hundekoldt her i Lønstrup - ja,  så er det blevet forår.

søndag den 28. april 2013

JØWT

Der er stadig liv på Havgårdsvej - men det er dog ikke det helt store der sker. 
Almindelig dagligdag kan man vist kalde det. Og dog.

Lørdag den 20. var det ekstra JØWT i Lønstrup.

4. marts udkom Allan Olsens nye CD "JØWT" - men kun i Vensyssel. Den er jo på vendelbomål - og hvem andre forstår det ?
CD'en blev kun solgt hos Spar købmænd og det blev vores Spar i Lønstrup der solgte i april havde solgt flest eksemplarer - omkring 700 stk. Også i den øvrige del af Vendsyssel er der solgt mange eksemplarer, for det lykkedes nemlig Allan Olsen at få en guldplade - 10.000 solgte eksemplarer - kun i Vendsyssel.
Allan Olsen skriver selv på sin hjemmeside
 Nå så lørdag…
Først skulle jeg køre til Lønstrup og signere JØWT-CDer hos købmændene Henrik og Henrik. SPAR i Lønstrup har solgt godt over 700 eksemplarer og vinder dermed den indbyrdes nordenfjordske JØWT-konkurrence mellem SPAR-købmændene. Fornemt…

Her er han så 




Desværre fik vi ingen musik - men til gengæld havde Henrik og Henrik disket op med lidt godt til ganen - et hyggeligt arrangement på en helt almindelig lørdag.
Til jer der er blevet interesserede kan jeg fortælle at pladen nu også er udkommet i "rest-Danmark" og kan købes hos Stereo Studio.

Søndag aften fik vi besøg fra Hannover - vores gode ven Udo havde taget toget den lange vej fra Hannover til Aalborg, hvor vi hentede han.
I dagtimerne fifler han og JP med et lille project, men om aftenen hygges der og Udo havde bestilt "Danish Dynamite" - en fiskeret han stiftede bekendtskab med forrige gang han var på besøg-

og hvad er så "Danish Dynamite" - ja, det er Udo der har døbt det sådan - Skagen Food kalder det Skrubbe-lakseduet og du kan finde  min opskrift her.

Denne gang havde jeg lavet "Krydderurte-tabbouleh med forårsgrønt" - og også her havde sparkøbmændene en finger med i spillet. Opskriften fandt jeg nemlig i deres gratis magasin - Kulør - for april 


  • 1 dl speltkerner
  • 1 bdt. grønne asparges
  • 1 bdt. radiser 
  • 1 agurk
  • 1 bakke cherrytomater
  • 2 håndfulde friske krydderurter
  • reven skal fra en økologisk citron 
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt og peber

Speltkernerne koges efter anvisning - aspargesene skæres i små stykker og dampes 1 min. Grøntsagerne skæres i skiver eller tern og krydderurterne hakkes.
Alle ingredienserne blandes og olivenolien krydret med salt, peber og citron hældes over.

Det smager super skønt.



Ellers er der stadig gang i strikketøjet - det går fremad med Flower Power Frakken. 
Begge ærmer er strikket og jeg er begyndt at montere frakken og strikke de endeløse kanter, så inden længe  kan jeg vise den frem - både her og på gaden i Lønstrup. 





torsdag den 11. april 2013

KONFIRMATION OG TUR TIL FLENSBURG.

I søndags var farmor inviteret til konfirmation hos Thea i Christiansfeld. 
Da jeg tilbød at vi kunne køre hende derned og så tage en tur til Flensburg mens hun var til fest, udbrød hun - "Nej, jeg vil da med til Tyskland." 
Altså kørte vi hende til Christiansfeld - og da der desværre var koldt og snevejr, og derfor for koldt til at nyde den smukke by, satte vi straks kursen mod syd og mod Handevitt - hvor vi indlogerede os på byens dejlige kro - fik lidt frokost og slappede af inden vi igen satte kursen mod Christiansfeld, for at hente farmor. 
Vi fik lige lejlighed til at hilse på konfirmanden og den øvrige familie.



Mandagen blev brugt til hygge og lidt indkøb i Flensburg - heldigvis i dejlig solskin - men da vejret ikke var til de større udendørs fornøjelser og jeg skulle hjem til en aftale med øre/hals/næse-lægen, gemmer vi fornøjelserne til det bliver varmere inden vi skal afsted igen.

Ved kroen i Handevitt hang dette monstrum - 


det er da vist efterhånden nogle år siden de blev pillet ned i Danmark.

torsdag den 4. april 2013

FORÅRET ER PÅ VEJ.


Det lysner - både vejrmæssigt og helbredsmæssigt.
Dog ikke på grund af det danske sygehusvæsen, for det kræver et godt helbred at komme i kontakt med.

En lille opdatering. 
Rygmarvsprøven var negativ for borrelia, men der var spor i væsken der betød at jeg blev sendt videre til en MR-skanning.
Denne skanning afslørede "pletter på hjernen" og jeg blev kaldt til en samtale med lægen.
Han kunne berolige mig med at jeg ikke havde nogle former for kræft, men at jeg ville blive henvist til neurologisk afdeling i Aalborg, da det kunne være dissemineret sclerose (MS). Han sagde at nu skulle jeg ikke  "male fanden på væggen" for han troede ikke det var det, men at jeg skulle kontakte min egen læge efter en tre ugers tid - derefter blev jeg sendt hjem og kunne holde weekend.
Hjemme igen var jeg helt sikker på at det var MS og efter en uge var jeg helt til rotterne - sov dårligt om natten og græd og græd.. 
Da der jo er længere ventetid til neurologisk - jeg har nu fået en tid 6. maj - blev jeg enig med mig selv om at gøre noget andet.
Jeg tog kontakt til Tina - der er zoneterapeut - og hun foreslog at jeg skulle starte med øreakupunktur, så det gjorde jeg. 
Nu har jeg fået 4 behandlinger i løbet af de seneste 14 dage, og det har givet utrolige forandringer. 
Min træthed er næsten væk - jeg har stadig ondt i mine overarme og lår - men ellers har jeg det rigtig godt. Mit livsmod er vendt tilbage og nu tror jeg at lægen har ret - ingen MS til mig. 
MR-skanningen viste også at jeg har en kæbehuleinfektion, så i dag har jeg været hos hals-næse-ørelæge og fået lagt dræn i næsen, så med rør i næsen og nåle i øret føler jeg mig som lidt af en punker.
Samtidig med akupunkturen startede jeg på Madlog - igen - og på de 14 dage har jeg tabt 2,4 kg.

Ja, det var så lidt sygehistorie - jeg håber at det snart er overstået for jeg har slet ikke tid til at være syg. 

Sagen er nemlig også den at Tina, ud over zoneterapien - har den lille nye garnforretning i Lønstrup og hun har mange planer. 
Bl.a. får hun lavet sit eget garn af ulden fra de får som  går i klitterne omkring Rubjerg Knude.



Hun vil gerne selv prøve at plantefarve ulden og her kommer min 30 års gamle håndarbejderuddannelse i plantefarvning ind. Jeg har lovet at hjælpe og vi vil også forsøge at lave nogle strikke-workshops her i Lønstrup, hen over sommeren. 
Vinterens strikkecafe synger på sidste vers - der er kun en gang tilbage, så starter sommersæsonen i Cafeen.

Påsken blev brugt til hygge med familien - et besøg på "Kunsten" i Aalborg, der bød på både Michael Kvium og en udstilling om graffiti.




og en tur i Gigantium til herrehåndbold.



I  næste uge holder JP ferie, så weekenden står på en tur til Christiansfeld og Flensburg.

mandag den 11. marts 2013

SÅ GIK DET I FISK

Forrige søndag gik i fisk - heldigvis af den gode slags.
Rosa, Pia og jeg havde meldt os til et kursus på restaurant "Saichi" i Jægergårdsgade i Aarhus.
Vi skulle lære at lave sushi.

I restaurantens køkken var råvarerne gjort klar 



og tilbage i restauranten gik vi i gang med at prøve - heldigvis under kyndig vejledning.



Vi var da også rigtig godt tilfredse med resultatet og nød vores fine sushi til et glas kold sake.



Tilbage i Sjællandsgade var der også begejstring for vores resultat, så nu har vi lovet at lave et lille kursus i Lønstrup når der bliver tid til at sidde på terrassen. 

Vi er derfor begyndt at øve os - og JP er sat ind i sushiens mysterier.


De helt hjemmegjorte sushi blev ikke så fine, men vi gjorde en del erfaringer, og de smagte som de skulle, så i påsken gør vi endnu et forsøg.

fredag den 1. marts 2013

EN TUR TIL TOSCANA.

Onsdag stod den som nævnt på foredrag om Toscana. Torben Brix viste billeder og fortalte med vid og humor om sine mange ture til Toscana.

Han tog os med til Pisa, Lucca, Siena og Firenze. 
Jeg har ingen billeder fra aftenens oplevelser,  men foredraget fik mig til at finde mine egne billeder, fra vores egen tur til Toscana i 2008, frem, og få dem lagt ind på computeren, så dem får i lidt af her.




Vi starter i Pisa der ligger ved floden Arno. Jeg elsker de smukke huse - deres farver og de grønne skodder.
Et sted ved floden ligger den lille kirke "Santa Maria di Spina" fra 1230 - Den ligger lidt sjovt placeret, helt ud til floden, da den i 1871 blev totalt demonterert og flyttet op på den nye vej, så den ikke var udsat for oversvømmelser.

Mest kendt er Pisa jo nok for "Det skæve tårn". Det ligger sammen med domkirken og det smukke dåbskapel på "Mirakel Pladsen".


Vi var ikke oppe i tårnet. Turen derop foregår til fods - udvendigt på tårnet via 293 trin. I stedet nøjedes vi med at betragte det og Kristine afprøvede forskellige fotovinkler.

Foredraget bragte os også til Lucca - det nåede vi ikke da vi var i Toscana. I stedet tager vi en tur til Siena.


Den centrale plads i Siena - "Piazza del Campo" med rådhuset der inspirerede den danske arkitekt der byggede Københavns rådhus, omkranses af huse med forretninger og cafeer. To gange årligt benyttes pladsen til hestevæddeløb og husenes altaner lejes ud til tilskuere. 



Rundt om i Siena ses skulpturer af Romulus og Remo, der grundlagde Rom og myten fortæller at  Remus' sønner Senius og Acius flygtede nordpå da Romulus havde dræbt deres far, og at de grundlagde Siena.
I Siena er der også en flot domkirke med skønne statuer i Toscansk marmor.


Turen gik nu videre til Firenze, med den fantastiske domkirke med den karakteristiske kuppel og de smukke dekorationer og skulpturer i hvidt, rosa og grønt marmor.


I Firenze finder man også broen "Ponte Vecchio" over floden Arno - den smukke bro hvor guldsmedene i dag holder til, men som oprindeligt var slagternes bro.



Foredraget koncentrerede sig om de store byer, men vi nød også de små byer, med stejle gader og deres røde tage


blomsterne 


og ja, det lykkedes mig også at finde en enkelt kat -


eller 2.



Jeg håber i har nydt min lille tur i Toscana - min egen lyst til igen at besøge dette smukke sted, ja, den er blevet endnu større, så

STINE OG MATTEO - ARRIVEDERCI IN TOSCANA.

onsdag den 27. februar 2013

ENDELIG NOGET MUSIK

Så blev der endelig tid til en musikaften.
Jens Peters badminton var aflyst og i stedet satte vi kursen mod Løkken. Vi tog kystvejen da der var en skøn solnedgang.



Vi startede med et stjerneskud på Løkken Badehotel - de havde godt nok stegt ål på menuen, men det var der ikke tid til, så det må vente til en anden dag.



Vi kom til Løkken bibliotek, og som sædvanligt - de sidste par år - tænker jeg at "sådan nogle ældre damer skal da ikke til koncert" - og når jeg kommer ind undrer jeg mig over alle de "gamle" mennesker. Jeg glemmer jo helt at jeg selv ikke længere er 30 år mere, når jeg er på vej til koncert.

Aftenens band var det skotske folkband "Beggars Row" - jeg har hørt om dem, men aldrig hørt dem spille.



Jeg blev ikke skuffet - og igen glemte jeg at jeg ikke længere er 30 - klappede, rokkede og sang. Først senere mærkede jeg at jeg er blevet en af de gamle koner - men pyt.
At det var et skotsk band kunne ikke blot høres, men også ses



Jeg er vild med kilte - og se lige strømperne og skoene.

Det var en skøn aften og vi kørte hjem mens fuldmånen lyste og rimtågen hang over markerne.

I dag kan jeg så rigtigt mærke at jeg ikke er 30 år - men pyt - i aften skal vi til foredrag på Hjørring bibliotek, om Toscana. 
Jens Peters niece flytter til Pisa først i marts, og måske vi kunne få tid til et sensommerbesøg - 
Jeg elsker Toscana.