Aftenens film var Carl Th. Dreyers første talefilm "Vampyr" fra 1932.
Vampyr er en gyserfilm, der foregår i nutiden. En ung mand, Grey (David i den franske version, Allan i den tyske), ankommer en aften til landsbyen Courtempierre. Hans nattesøvn forstyrres af spøgelsesagtige fremtoninger, og han vandrer ud i den lyse, tågede nat. I en forladt, fabriksagtig bygning ser han dansende skygger og en uhyggelig gammel kvinde, der hersker over dem. Grey følger skyggerne til et nærliggende slot, hvor en af dem nedskyder slotsherren. Den gamle kvinde er en vampyr, og hun bider Léone, den ældste af slotsherrens to døtre, mens den yngste, Gisèle, bliver bortført af vampyrens tjenere. Grey falder i søvn og overværer sin egen begravelse. Han vågner og hjælper den gamle tjener med at hamre en jernstage gennem vampyrens hjerte. Grey befrier Gisèle, mens den døde slotsherres genfærd skræmmer den ene af vampyrens hjælpere ihjel og får den anden til at flygte ind i en vandmølle, hvor han bliver fanget. Mølleværket går igang, og han bliver kvalt i mel, mens Grey og Gisèle krydser en flod og går daggryet i møde på den anden side.
Filmen er, til trods for at det er en talefilm, meget præget af stumfilmens teknikker - mellemtekster, og med meget lidt tale, og virker i høj grad gennem sine fantastiske billeder stadig facinerende, selv om den er meget anderledes end det vi er vant til i dag.
Aftenen sluttede med en snak om filmen hvor forskellige emner blev vendt og det gav mig lyst til at se filmen en gang til, for nye spørgsmål meldte sig.
Det er spændende hvordan en så gammel film, der er så anderledes, stadig kan give stof til eftertanke og spørgsmål. Han kunne altså noget den gamle Dreyer.
På vejen hjem lyste fuldmånen klart over byen, og lommelygten kunne blive i lommen.
