FASTE LÆSERE

Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag

søndag den 18. december 2011

NÅR EN ÆBLESKIVEBAGER BAGER ÆBLESKIVE"KAGER"


 3. søndags adventsgave var, som før fortalt en bog om æbleskiver - og da Rosa, Claus og Kristine kom på lørdagsbesøg havde Kristine købt en æbleskivebager til mig.
Det blev til æbleskiver med røget laks og flødeost til forret 




og de var helt suveræne. Jeg forestiller mig dem også som en hyggesnack med kold hvidvin og salat på en dejlig sommeraften.

Til dessert stod den på - æbleskiver - med bananfyld serveret med vaniljeflødeskum.




De var udemærkede - måske var det fordi vi havde fået nok mad - men ikke sådan helt "wooow". Jo, flødeskummet var lækkert. 
Nu er de første 2 opskrifter - ud af over 40 - afprøvet og vi har mod på flere, så i julen skal vi forsøge med æbleskiver med flydende chokoladefyld.

søndag den 11. december 2011

EN DEJLIG SØNDAG.

Søndag morgen er jo helt speciel - der er adventsgaver fra Rosa og Claus.

I dag en dejlig bog med opskrifter på alverdens æbleskiver -


Hvad med en æbleskive med flydende chokoladeindhold eller æbleskiver med røget laks og dild. Der er mere end 40 forskellige variationer så nu må jeg ud og købe en elektrisk æbleskivebager.

Efter morgenmaden gik turen til havet  inden vi lagde vejen forbi Lønstrup Cafe-Bio hvor årets julemarked løb af stablen.
Der var som sædvanlig mange fine ting og gløgg og småkager.

 
 
På torvet solgte  spejderne "bag-selv-pandekager" og også ved møllen var der et julearrangement. Da Jens Peter var nødt til at køre mod Roskilde nåede vi dog ikke der forbi.
Sidst på eftermiddagen var der julesang i Lønstrup Kirke - en smuk oplevelse hvor de kendte julesalmer var ledsaget af akustisk guitar og iklædt lidt folkevisestemning.

 

søndag den 27. november 2011

DET BLÆSER LIDT.

Så blev det 1. søndag i advent - og adventskransen er klar.
Det blev også tid til at åbne den første adventsgave fra Rosa og Claus - ja, der snød vi lidt - for vi åbnede den i går da Jens Peter er i Aalborg i dag.
Jeg havde troet at det var en juleøl - ud fra pakkens form - men det var den fineste lille kalendernisse, så jeg fik alligevel et kalenderlys i år.


Og så til vejrmeldingen - lige nu raser orkanen over Lønstrup - låget blæste af grillen og lemmen til loftet blæste op - så der er tryk på.

Jeg ville så gerne se havet - men turen derned er for lang i det vejr, så det må blive billedet fra i går - da det kun var en "let vind".


Et større problem - Jens Peter glemte at tage briketter ind da han kørte i morges - de ligger i 2 m højde og vejer 20 kg pr. pakke, og der må min ryg melde pas - så der er lagt i kakkelovnen til JP - men desværre ikke til mig. 

mandag den 14. november 2011

HÅRD WEEKEND.

Lørdag gik turen til Aalborg - endnu engang en tur i ZOO med Kristine.
Der var besøg af slædehunde på savannen, 


men vi var der mest for at besøge hende her

 
Kristines venindes lille 6 uger gamle baby - der heldigvis ikke var sur hele tiden og ham her, var slet ikke til at styre.

 
Inden vi forlod haven, var vi selvfølgelig forbi ham her - han er nu snart ikke til at kende fra de andre isbjørne - men på søndag bliver han også 1 år og måske skal vi så forbi ham igen,


men hvad giver man en isbjørn i
fødselsdagsgave?

Julen nærmer sig - her er beviset

småkager fra Kristine

og adventsgaver fra Rosa og Claus.

Inden vi kørte tilbage til Lønstrup var vi forbi banegården for at hente vores gode ven Udo, som kom med tog fra Hannover - så resten af weekenden gik med snak på en skøn blanding af dansk, engelsk og tysk - dejlig mad og hygge.
Nu er det blevet mandag - Jens Peter og Udo er draget på tur til Sjælland og jeg puster ud efter et hyggeligt besøg.

søndag den 19. december 2010

VELKOMMEN GRØNNE ADVENTSKRANS - 4


4.

Når alle fire lys er tændt
de mørket kan forjage,
så ved vi, året har sig vendt
igen mod lyse dage.
Det sidste lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen nu vi når.


 

søndag den 12. december 2010

VELKOMMEN GRØNNE ADVENTSKRANS - 3


3.

Snart holder hele verden fest
til Jesusbarnets ære,
og husk, vi gør det allerbedst
ved gode børn at være.
Det tredje lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.


I går fik Kristine omsat sit Lübeckermarcipan til lækkert konfekt - så nu er både kagedåser og slikdåser fyldte.



torsdag den 9. december 2010

VIS MIG DIT JULEPYNT.

Jeg har netop meldt mig på "Blogkvinder 40+" - og der kører den lille blogleg "Vis mig dit julepynt".


Mit kæreste julepynt er mine julekrybber - det første der findes frem, og det sidste der pakkes væk.





Denne julekrybbe har fulgt mig "altid" - Jeg fik den af mine 2 ældste søstre da jeg var 4 år gammel. De var begge "i huset" hos familier i Norge og sendte mig denne julekalender.
På bagsiden har min mor - som vi mistede i 1980 - skrevet:

"En hilsen fra Else og Tove til lille Marianne Julen 1960"

Jeg kan huske at jeg fik lov til at åbne en låge - som min mor derefter lukkede igen.
Når jeg pakker denne krybbe frem, føler jeg at min mor stadig er en del af min jul.



Familiens anden julekrybbe købte vi i Amberg i Tyskland i 1991 da vi var på ferie der.
Rosa var 6 år og Kristine 4 år - så denne krybbe har været en del af deres jul i mange år.
Kristine har fundet "sin" julekrybbe, men Rosa leder stadig efter "den helt rigtige", så forkærligheden til julekrybber går i arv - tilbage fra den mormor, som de desværre aldrig har kendt.

søndag den 5. december 2010

VELKOMMEN GRØNNE ADVENTSKRANS - 2


2.

På denne årets mørke tid
et bud du til os bringer,
at vi må bruge al vor flid,
før juleklokken ringer.
Det andet lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.