FASTE LÆSERE

søndag den 28. februar 2010

SORT ASFALT -

Tænk at man kan blive så glad for at se sort asfalt. Nu er det igen til at få fodfæste, og gå den "lige vej" ned til byen.


Det var skønt endelig igen at gå en tur langs havet og se at "Villa Vest" ligger der endnu. Den venter på forår og nye tider.











Vores to superkokke i Lønstrup - Miv og Møller - som nogle måske kender fra TV2 - starter op i "Villa Vest" til foråret, men først får vi fornøjelse af dem på onsdag til fællesspisning. Spændende hvad de finder på.



Hjemme igen, med ny the - "Havtorn med lyng" og aftensmad -
Koteletter i fad og Bryggeriet Vendias Schwarzbeer.



Oscar er klar.

Nu hygger vi os med "En by i provinsen" mens vi venter på "Frilandshaven" og "Camilla Plum og den sorte gryde".
I aften laver Camilla bl.a. fiskesuppe - Det glæder jeg mig til - jeg har bestemt at det skal være en del af mit "Lønstrupkøkken" - vi elsker fiskesuppe.

Go' søndag aften i Blogland.

lørdag den 27. februar 2010

ÆSKEMANI.

Mange af os, her i blogland, har vist - blandt meget andet, en svaghed for æsker - så her er en lille advarsel:

At samle på æsker er en frygtelig mani -
des flere man har,
des fler' må man ha'
til at ha' dem, man samler på, i.

For en 5-6 år siden var jeg virkelig hårdt ramt, og lavede mange bogbinderæsker og andre former for æsker - måske skulle jeg finde det frem igen, jeg har jo stadig karton og bogbinderlærred . . . . 

Jeg synes lige i skal se den jeg er mest glad for





- og til slut min lille æske til julekort.




torsdag den 25. februar 2010

FORRYGENDE KONCERT I LØNSTRUP CAFÉ-BIO.

 En forrygende, festlig og fræk koncert med musikere helt i topklasse.
"Everybody's Talking" - Billy Cross,  Jimmy Colding og Lars Maasbøl havde trodset vind og vejr og gav en forrygende koncert i Lønstrup Cafe Bio.
Selv om vi mest er til folkemusik var det dejligt at blive bragt en tur ned af "memory lane" i selskab med de tre forrygende musikere - helt afgjort en aften værd.


1. PAKKEPOST I LØNSTRUP

Så fandt postbudet vej til min dør - 1. gang med pakker - og hele to stk.
Den ene min gevinst fra "Søhesten"s give-away - så nu skal der strikkes og hækles.
Desuden var der post fra England - et broderi - som jeg også glæder mig til at komme igang med.


Oscar inspicerede pakkerne som en anden narko-hund, men de slap da heldigvis gennem kontrollen. 







tirsdag den 23. februar 2010

MARIANNE SOM BABY

Nu hvor tiden alligevel ikke er til at vove sig udenfor er det jo godt at der er sjove ting at foretage sig indendørs.
Jeg har endelig fået købt en ny All-in-one printer og er begyndt at scanne alle de fotos der ligger, ind.

Det er tiltrængt at få ryddet op i alle de billeder der ligger - Gud ske tak for digital foto.

Jeg er startet med alle de helt gamle fotos - de skal dog stadig gemmes i original, men det er nu dejligt at have en kopi.

Jeg har 4 gamle billeder, fra da jeg var helt lille - desværre ved jeg ikke hvor gammel jeg er, men jeg kan huske den lille pudderbamse - den havde jeg i mange år -

Det er blevet til denne lille collage. De gamle billeder skal nu i en ramme og op på væggen.



mandag den 22. februar 2010

SNE - SNE - OG ENDNU MERE SNE

Ja, sneen den vælter stadig ned her i det nordjydske.

Idag tog jeg en lille tur udenfor, så her har i en lille kavalkade - krydret med billeder fra da vi, første gang, så vores hus.


Ja, her er vejen - det kræver fuld kraft fremad for at komme igennem - nederst til venstre ned mod byen - er det nu helt umulig at køre. Heldigvis kan vi køre til højre og komme den vej rundt.



Stien langs kirkediget.



Haven
 og terassen - set indefra - både med og uden sne.

Det var en lille tur rundt i min hvide verden - og nu har jeg snart fået nok - nu drømmer jeg om sol og sommer, eller ihvertfald

FORÅR.



fredag den 19. februar 2010

DORTHES RODERIER

- er en blog der giver mig sparket til at få ryddet op -

Onsdag var det min taske det gik ud over. Nu skal der lige syes et par små tasker til at have småting i, og så bliver det spændende om det virker.

Torsdags udfordring var at smide 10 ting væk -
det fik jeg først taget mig sammen til idag, men det lykkedes. Noget ryger direkte ud - andet i kassen til genbrug.





Spændende hvad hun mere finder på.

Oskar synes jeg bruger for meget tid ved computeren og gør hvad han kan for at tiltrække sig opmærksomhed.




torsdag den 18. februar 2010

OG POSTEN KOM . . .

men med megen forsinkelse.

I sidste uge sendte jeg en lille Valentinshilsen til Rosa og Claus i Aarhus - de fik den i går, så nu må de holde en forsinket kærestemiddag, med denne lille hjertevarmer til flute.


Hjertet er fra bogen "Hjertepatchwork" af Ann E. Baird, Ea Fisker og Jette Højgaard.


onsdag den 17. februar 2010

OPERATION PÅSKEGLAD.

Så blev det igen tid til "Operation Påskeglad" og igen i år er jeg med.
Det er en rigtig hyggelig forberedelse til påsken.
Tak til dig Pernille - fordi du gider.

Reglerne kan du finde her - hvis du skulle få lyst til at være med.

STRØMPETÆPPE.


Så har strikket den sidste dominotern på mit strømpetæppe - nu mangler kun ensfarvede halve tern rundt i kanten og en ensfarvet kant til afslutning. 
Tæppet er 115x150 - og strikket i forskellige rester strømpegarn, og indrømmet nye nøgler når jeg er faldet over spændende nøgler.
Mit næste project må så være at strikke strømper af resterne fra tæppet.

Jeg startede på tæppet i efteråret 2007 - og har kun strikket på det indimellem, når jeg ikke rigtigt har været i humør til at begynde på nye opgaver. Nu håber jeg at jeg kan få det gjort færdigt, inden næste efterår/vinter, men stadig - det bliver kun fundet frem når jeg trænger til en pause med det jeg ellers har gang i.


Ideen til tæppet har jeg fundet på Ravelry.




PANDEKAGEDAG -HVIDE TIRSDAG

Så spiste vi igen - Pandekagedagen skulle jo fejres.
Til aftensmad fik vi Kristines hjemmelavede tomatsuppe - dejlig sund og fedtfattig, så der var plads til Sifs fabelagtige pandekager med is og hjemmelavet chokoladesovs.
Vi nåede det lige inden tv viste "Vallander " - svensk krimi i topklasse.
I morgen - ja, det er vel blevet idag, tager Kristine hjem igen, så nu skal der vist holdes lidt igen med kalorierne.

tirsdag den 16. februar 2010

KENDER DU TROLDEPUS

For en tid siden var der lidt snak her i blogland om hvilke bøger man læste for sine børn.
I vores familie var favoritten "Troldepus" - de små skønne bøger som er skrevet af Dines Skafte Jespersen.

Vi havde/har en hel del på lydbånd - de bedste indlæst af Jens Okking - og hørte dem altid når vi kørte afsted på campingferie. Også om aftenen i campingvognen faldt vi i søvn til dem.

Da Jens Peter og jeg første gang tog afsted på ferie, uden børn, talte vi om hvor vidt vi skulle have Troldepus med på ferie, men blev enige om at lade ham blive hjemme. Vi savnede ham dog lidt i mørket på de tyske motorveje.

I søndags blev jeg ringet op Rosa. Hun kunne fortælle at CD'er med Troldepus kunne købes i Kvickly og jeg blev sendt afsted efter dem.
Vi planlægger nu en hygge-camping-Troldepus week-end, for selv om pigerne nu er 22 og 24 år - Troldepus bliver vi aldrig trætte af.

Så til jer med mindre børn - afsted til Kvickly.

søndag den 14. februar 2010

YES - JEG HAR VUNDET.

Jeg har netop opdaget at jeg har vundet Søhestens Give-Away - en stor tak til Trine og især hendes dejlige medhjælper Kaj.


Jeg glæder mig til at få bøgerne og til at producere "Hotte Huer" - og Jytte Slentes bog har jeg altid gerne villet have, så jeg er bare såå glad.

FASTELAVN ER MIT NAVN. . .


Boller vil jeg have - og det fik jeg.
Feriegæsten kom - og hun havde dem her med. Hun bagte dem da vi besøgte hende i går.

Opskriften har hun fundet her.


og de smagte dejligt.

lørdag den 13. februar 2010

HVAD DAGEN BRAGTE

I dag gik turen til Aalborg.

Først en tur i Stof og Stil - men kun efter katalogerne, to viskestykker i køkkentern og olie til symaskinen - derefter til Aalborg Storcenter.
Det blev til et par nye bukser - str. 42. Sidste gang jeg købte bukser var det str. 44/46, så det er dejligt at kunne se et resultat af de seneste månderes ændrede livsstil/madvaner. De sidder godtnok lidt stramt, men der skulle også gerne ryge flere kilo inden foråret.

Så gik turen til Hasseris, hvor Kristine havde en dejlig frokost klar. Nystegte frikadeller med dejlig hjemmelavet kold kartoffelsalat - jo, hun kan altså det der, den lille.


Efter frokosten havde Kristine travlt med at bage fastelavnsboller, mens jeg stegte et par pander frikadeller ekstra. Hen på eftermiddagen gik turen hjemad igen.
Vi fik en lille madpakke med, og i morgen kommer hun på et par dages besøg.



Efter en dejlig dag var det nu skønt at nyde det flotte aftenlys over "Rubjerg Knude Fyr" og himmel, hav og vú over Lønstrup fra toppen af bakken.











"Ude godt, men hjemme bedst"

torsdag den 11. februar 2010

HVORDAN OPBEVARER DU DIT SYTRÅD.

Hvordan opbevarer du dit sytråd - som du kan se - mit er et kæmpe RODERI.

Har du en god ide, så vil jeg blive meget glad.


ALENE HJEMME :0)


                                                                                                                            




Jens Peter har været i København fra i tirsdags og kommer hjem igen her i aften, så jeg har hygget mig med symaskinen - Jeg har en del sy-UFO-er og dem har jeg bestemt mig for, langsomt, at få gjort kål på.
Spisebordet blev rykket over til vinduet, så jeg fik gavn af lyset og så var det bare at gå igang.

Første project er en taske, som jeg begyndte broderiet til for et par år siden.



Samtidig har jeg fået ryddet lidt op i mine kasser med stof, så jeg har et overblik over hvad der er hvor.



Her er så tasken - en lækker, stor skuldertaske, med indvendig lynlåslomme til pungen og en lomme til mobilen - så skulle der være en chance for at jeg har lidt styr på dem.




Der er også syet lidt andet, men da det er en gave, får i den først at se senere.
Der var heldigvis rester i køleskabet, så jeg kunne hellige mig sytøjet - ja, og så lige ham her:


Oscar.


Han kræver sin ret - når der er kæletid er der kæletid, uanset om jeg har spidse nåle i hånden eller ej.
Nu vil jeg pakke sammen - Kristine kommer hjem på week-end og et par feriedage, så der står den nærmere på hyggetid i køkkenet og sikkert en tur til byen for at svinge min nye taske.

X 2


Så faldt jeg lige over endnu en give-away, som jeg ikke kunne modstå - "Fruens Syslerier" har rundet 500 læsere - Super Flot - men det er også en dejlig blog.

Disse dejlige stoffer er gaven og den heldige udtrækkes allerede i eftermiddag.

Fruens Syslerier give-away til i eftermiddag.

onsdag den 10. februar 2010

MIN 1. GIVE-AWAY - som deltager.

Så har jeg meldt mig til min første give-away, men absolut ikke den sidste.

Søhestens give-away til den 14. februar.

mandag den 8. februar 2010

CITRONER - CITRONER OG CITRONER

Akvarel af Jørn K. Andersen - Galleri Lønstrup.

Idag har jeg leget med citroner i køkkenet. Først fik jeg fyldt lidt i min flaske med "Universal-Citrus" - en opskrift jeg har TV-Nord - præsenteret af Pernille H. Steenberg.

UNIVERSAL-CITRUS

Finthakket skal og saften fra et par citroner blandes og trækker i køleskabet i mindst 12 timer inden det bruges.
Denne "saft" kan bruges i gryderetter, dressinger, til marinering af fisk - ja, også i et glas vand eller en kop the.
Siden jeg så udsendelsen i decembern har denne flaske været en fast bestandtdel i mit køleskab. Prøv den selv og se hvor skøn den er.

I min nyindkøbte bog "Toscansk kogebog" fandt jeg denne opskrift.

KOLD CITRONCREME.

10 personer



4 Ladyfingers
1 dl marsala eller portvin
4 æg - delt i blomme og hvide
100 g sukker
reven skal af 3 citroner.
½ l fløde.
  • Del Ladyfingers i stykker og stænk dem med vinen.
  • Pisk æggeblommerne hvide med sukker.
  • Pisk hviderne stive og vend dem forsigtigt i blommerne.
  • Pisk fløden og vend den i æggemassen sammen med kagestykkerne.
  • Fyld blandingen i 10 små skåle på 1 dl og frys disse højst 1 time. (skal ikke være stiv)
  • Pynt med brombær og hindbær og drys med flourmelis.
Mums det var godt - en sikker dessert også når der kommer gæster.
Hovedretten var ribbensteg på en bund af rodfrugter - også lækkert, så nu er vi godt forspiste.

søndag den 7. februar 2010

SOL OVER SKAGEN

Ja, det var hvad meterologerne havde lovet. Det var nu ikke solen vi fik at se, men vi havde en dejlig dag, op hvor Danmark ender - eller begynder, og vi var helt ude hvor havene mødes.
Der var koldt og stille, men man kunne høre forskel på det blide Kattegat og det barske Vesterhav - en sjov oplevelse.

og som så ofte når vi er på tur, sluttede vi af med lidt "mundgodt".
Aftenens ribbensteg får lov til at vente i køleskabet til i morgen - vi nøjes med en tallerken varm suppe og en kop the, og så skal jeg vist tidligt under dynen i aften.
God aften til jer alle.

lørdag den 6. februar 2010

PÅ INDKØB.



Lørdag trodsede vi de glatte veje og fortove i og omkring Hjørring - Jens Peter er på Sjælland fra tirsdag til torsdag, så jeg har bestemt mig for at finde symaskinen frem.

Derfor skulle mit, ellers velassorterede, lager suppleres og først gik turen til "Postgården" - en patchworkforretning på landevejen mellem Hjørring og Løkken.

Det blev til lidt stof og termovlies, inden turen gik til Hjørring efter en lynlås og et par d-ringe til en taske, jeg er i gang med.

I "Bog og Ide" fik jeg endelig købt en kalender og en bog om Toscansk kogekunst røg også lige i tasken.


Efter en tur i "Super Best" gik turen hjem til frokost og en kop kaffe og en fastelavnsbolle, så nu er jeg klar til et par dage bag symaskinen.


fredag den 5. februar 2010

LØNSTRUP CAFE-BIO.

Igen og igen hører I mig omtale Lønstrup Cafe-Bio, så her er en lille præsentation.

Om sommeren med en dejlig Cafe-Restaurant, hvor Marianne og Peter laver dejlig mad og gode Cafe-latte, og hvor der sommeren igennem spilles skøn musik - fx. uge 29 - Poul Dissing og sønner - om vinteren omdrejningspunkt for mange forskellige arrangementer - hovedsagelig Biografen.

Biografen drives af frivillige og er åben for alle, både medlemmer af biografforeningen og folk der kun "kommer forbi" til en enkelt film.
Hver uge vises film torsdag, fredag og søndag - denne sæson bl.a. "Slumdog Millionaire", "Antichrist", "Mænd der hader kvinder", "Pigen der legede med ilden", "Headhunter", Fri os fra det onde" - ja, dette er kun et udsnit.

Desuden er der hver måned fællesspisning, hvor - i år - byens kokke laver mad. Du medbringer selv tallerkner og bestik og betaler 45 kr for et lækkert måltid.

Vi har også glæde af foredrag og musik - i år bl.a. koncert med 15 unge folkemusikstuderende, der gav en forrygende koncert.

I december er der julemarked og 1. januar kl.01.00 ønsker vi hinanden godt nytår og der er mulighed for en lille svingom.

Ja, som I kan se - der sker meget - også om vinteren - her i Lønstrup.

En lille billedkavalkade fra Lønstrup Cafe-Bio.