FASTE LÆSERE

onsdag den 29. februar 2012

BLODDRYPPENDE JUBILAR.

Nej, heldigvis ikke - kun blodgivende.

Mandag aften havde blodbanken i Hjørring inviteret donorjubilarer til middag og oplevelser i "Nordsø Oceanariet" i Hirtshals - og da JP netop har givet blod 75 gange var vi med.

Mens vi nød en dejlig velkomstdrink så vi "Solen stå op over havet", og fik fortalt lidt om livet på havets bund.


På Oceanariet har de ikke mindre end 4 klumpfisk - og vi fik hilst på dem alle.


En dykker fodrede fiskene og fortalte lidt om dem og det 4,5 millioner liter store akvarium.
For at holde til trykket fra de mange liter vand er glasruden over 40 cm  tyk - se bare her.




Aftenen sluttede med en lækker buffet - selvfølgelig sund mad med alt godt fra havet inden jubilarerne fik overrakt deres gaver - til 75 gangs jubilarerne en Piet Hein lysestage.



fredag den 24. februar 2012

STRIB VINTERFESTIVAL # 2.

Efter en dejlig tur til Flensburg lørdag, vendte vi igen næsen mod Strib og et super godt eftermiddagsprogram.


 


inden Peter A.G. sluttede festivalen af med et brag af en koncert - 
med numre fra hans CD "Det scene show" og de gamle numre fra Gnags.


Selv om Peter A.G. jo mest er kendt som rockmusiker, gør han det jo helt fantastisk som folkemusiker - med nogle skønne sange og gode historier. 
Mange af det øvrige publikum havde været spændt på koncerten,  men det blev med stående aplaus at han forlod scenen.

Eftermiddagen gav tid til lidt reflektioner over folkemusikfestivalernes fremtid. Det er ingen hemmelighed at det er "det grå guld" der er i overtal og hvis økonomien på de små festivaler er dårlig - ja, så er jeg bange for at svaret blandt andet er at finde her


Kaffekander så langt øjet rakte 

- det er der vist ikke meget overskud i, men vi håber at koncerterne fortsætter lang tid endnu og at der er ildsjæle nok der vil stable dem på benene - vi vender i hvert fald gerne tilbage til Strib Vinterfestival en anden gang.

tirsdag den 21. februar 2012

STRIB VINTERFESTIVAL.

Endelig stod der musik på vores program - og for første gang satte vi, fredag, kursen mod Strib og Vinterfestival.



Da vi ikke var helt klar over hvad det var for en størrelse - ud over et godt program, valgte vi at købe billetter til enkeltkoncerter - fredag og søndag, og så putte en Flensburgtur ind i programmet også. 


Koncerten fredag bød på forrygende koncerter - 

  • Allan Taylor, som vi jo holder meget af                        
  • Allmost Irish - et dansk band, som besår af - nu fire brødre - som spiller dejlig traditionel folk. Vi hørte dem for flere år siden - da var det kun to af brødrene der var i gruppen, men den er år for år udvidet med endnu en bror - eller to .                      
  •  De Dannan - en fabelagtig irsk gruppe, der denne gang havde sangerinden Michelle Lally med. 
 

Vi havde en dejlig aften i godt selskab - og hvor ville vi også gerne have været i Hal 2 - hvor Dissing og sønner og Benny Holst Trio var på scenen - men, men - somme tider må man jo vælge og vi havde gjort et godt valg.
 

onsdag den 15. februar 2012

SMUK AFTENHIMMEL.


Her er ord overflødige - billederne taler for sig selv.

 

tirsdag den 14. februar 2012

TUREN I ZOO FORTSÆTTER.


Der er travhed i ZOO - det nye rovdyrsanlæg skal stå færdig inden højsæsonen. 


Inde hos elefanterne var vi vidne til et tyveri - 
og vi har billeddokumentation.



men høet var sikkert også bedre på den anden side.

Vi hilste også på ham her -


men han var træt - så ham lod vi sove.


Eftermiddagen lakkede også mod enden så vi sluttede den hos Kristine i selskab med


de allerbedste fastelavnsboller -
fra Bager Haals i Gistrup.

mandag den 13. februar 2012

IS PÅ VANDET.



Der var masser af is i vandet - og en lille fyr der var vild med det.



Augo havde det sjovt med en gammel dyreknogle - og det blev til mange ture i det kolde vand.

Mor Malik holdt godt øje med ham - og med os 




mens Milak og hans mor Victoria hyggede sig for sig selv.

onsdag den 8. februar 2012

VAMPYR I FULDMÅNENS SKÆR.

Tirsdag var det tid til at tage vinterstøvlerne på og begive mig den halve kilometer ned af bakken til Lønstrup Cafe Bio og anden aften i selskab med Løkken-Vrå Folkeuniversitet.

Aftenens film var Carl Th. Dreyers første talefilm "Vampyr" fra 1932.



 
Vampyr er en gyserfilm, der foregår i nutiden. En ung mand, Grey (David i den franske version, Allan i den tyske), ankommer en aften til landsbyen Courtempierre. Hans nattesøvn forstyrres af spøgelsesagtige fremtoninger, og han vandrer ud i den lyse, tågede nat. I en forladt, fabriksagtig bygning ser han dansende skygger og en uhyggelig gammel kvinde, der hersker over dem. Grey følger skyggerne til et nærliggende slot, hvor en af dem nedskyder slotsherren. Den gamle kvinde er en vampyr, og hun bider Léone, den ældste af slotsherrens to døtre, mens den yngste, Gisèle, bliver bortført af vampyrens tjenere. Grey falder i søvn og overværer sin egen begravelse. Han vågner og hjælper den gamle tjener med at hamre en jernstage gennem vampyrens hjerte. Grey befrier Gisèle, mens den døde slotsherres genfærd skræmmer den ene af vampyrens hjælpere ihjel og får den anden til at flygte ind i en vandmølle, hvor han bliver fanget. Mølleværket går igang, og han bliver kvalt i mel, mens Grey og Gisèle krydser en flod og går daggryet i møde på den anden side.


 Filmen er, til trods for at det er en talefilm, meget præget af stumfilmens teknikker - mellemtekster, og med meget lidt tale, og virker i høj grad gennem sine fantastiske billeder stadig facinerende, selv om den er meget anderledes end det vi er vant til i dag.


Aftenen sluttede med en snak om filmen hvor forskellige emner blev vendt og det gav mig lyst til at se filmen en gang til, for nye spørgsmål meldte sig.


Det er spændende hvordan en så gammel film, der er så anderledes, stadig kan give stof til eftertanke og spørgsmål. Han kunne altså noget den gamle Dreyer.


På vejen hjem lyste fuldmånen klart over byen, og lommelygten kunne blive i lommen.

fredag den 3. februar 2012

DER JULES.

I hvert fald hvad angår strik - og med sneen dalende udenfor er det jo rigtig hyggeligt.

På FB er vi en gruppe der strikker Arne og Carlos julekugler - 
 
  • "Julekugle knit-along vi strikker julekugler efter Arne & carlos julekuglebog.
  • Gruppen er dannet for at fastholde hinanden i at strikke min. een kugle pr. måned, så vi er parate til næste jul !. Du må lægge fotos ind af alle dine kugler: husk nr. på kuglen."


Foreløbig har jeg lånt bogen på biblioteket og fik derfor først taget hul på strikkeriet i tirsdags - men nu er jeg blevet bidt af det og er i gang med 3. kugle.

Hvordan skal det dog gå når deres bog om påskeæg udkommer.

Her er de to første kugler - julegrisen og rensdyret.





torsdag den 2. februar 2012

TIT THIT.

I går var Kristine og Lotte på besøg sammen med lillepigen - som netop er blevet døbt Thit Marie.


 I sidste uge talte vi om farvebilleder kontra sort/hvid billeder - 
jeg er vild med sort/hvid - især til portrætter.

 
Thits mor blev glad for uglerne - så mon ikke Thit også gør det.
Oscar -
han var sur.
(dårligt billede)

Han kan ikke lide babyer.

onsdag den 1. februar 2012

HVOR HULEN ER UGLEN ?

I aftes blev jeg færdig med mine to ugler - men da jeg stod op i morges var de væk.

Hvor søren var de - jagten gik ind - og jeg fandt dem
HER


De havde forsøgt at gemme sig i de gamle hule træer på kirkegården -
De tror nok de er kirkeugler, men nej.

I aften skal de med "Lillepigen" til Aalborg, for de er strikket til hende.

søndag den 29. januar 2012

NY BRÆNDEOVN.


Her i huset er brændeovnen den primære varmekilde.
Vi har også elvarme, men den bruger vi så lidt som muligt. Vi har dog aldrig været tilfredse med den ovn der var i huset . 
I sidste weekend havde Bauhaus brændeovne på tilbud, og vi blev enige om at nu skulle det være - den vi gerne ville have var nedsat 1500 kr.
Fredag afleverede Karsten - vores nabo og chauffør hos Bauhaus - brændeovnen,  og da arbejdsdagen var forbi gik JP og Karsten i gang med at skifte den.


Det var dog ikke så let som vi havde håbet - Der blev skuret - løsnet og hevet - 
Selv Stine og Kristine gav en hånd med, men vi måtte vente til lørdag før det lykkedes


Endelig kunne vi tænde op i den nye ovn - og den virker helt fantastisk - varme i hele huset og dens forbrug af briketter er meget mindre end den gamle.


Også vores lille kat har fundet sin plads og det bliver helt sikkert ikke de sidste brændeovnsbilleder der kommer på bloggen .

onsdag den 25. januar 2012

CARL TH. DREYER.




Tirsdag aften startede Løkken-Vrå Folkeuniversitet et foredrags-og filmtema om en af Danmarks største filminstruktører - Carl Theodor Dreyer - i Lønstrup Cafe Bio.

Fra min ungdom husker jeg hans filmatisering af Kaj Munks "Ordet"


Måske det, allerede dengang, var hans formidable evne til, med enkle midler - lys og skygge - at fortælle sine historier,  der også greb mig dengang.
 Nu hvor jeg er meget optaget af foto, er hans evne til netop at bruge disse ting, en sand fryd for øjet. 

Foredragsholder Mads Hansen der er cand. mag i filmvidenskab bragte os, med humor, nærmere manden - eller som Mads selv udtrykker det i sit program:

    • Dreyers film kalder på sit publikums opmærksomhed. Jeg vil med en præsentation af manden og hans værker prøve at åbne døren til, at man kan lade sig overmande af det langsommelige og alvorstunge - at filmene er spiddende ironiske og serveret med masser af varme og glimt i øjet, og kun til tider, måske, lidt kedsommelige."

Næste gang, den 7. februar skal vi se filmen "Vampyr" og den 28. februar er det "Ordet" der er på programmet.

Uh, hvor jeg glæder mig.

Til jer der, måske ikke, kender Dreyer er her lige en lille smagsprøve fra hans film "Vredens Dag" - og der er meget mere at finde på YouTube.


tirsdag den 24. januar 2012

FØDSELSDAG







I dag er det 2 år siden jeg startede denne blog, efter at min gamle blog havde ligget stille i lang tid. 
Det er ikke hver dag jeg skriver et indlæg - men bloglæsning hører med, sammen med min morgenkaffe.
Jeg glæder mig over de mange dejlige mennesker jeg har mødt igennem det at blogge - de fleste kun "in space" - men heldigvis også nogle få stykker irl. 

Det er sjovt at se tilbage - titlen er i dag ikke så sigende for mit liv som da bloggen blev startet. 
Jo, jeg strikker da stadig - og mad - ja, jeg spiser da hver dag - også alt for meget - men der er en anden interesse der har sneget sig ind - nemlig fotografering, og det fylder stadig meget i min dagligdag.  

mandag den 23. januar 2012

10 TOMMELFINGRE OG EN OVERLOCKER

er ikke den bedste kombination når der skal laves noget, men det lykkedes alligevel.



I morgen skal JP til København, og han skal mødes med Jørn og Steen.
Steen og Lis blev den 27. december forældre til to små tvillingedrenge, og de skal selvfølgelig have lidt  "Lønstrup-design".
Mønstret til trøjerne, der er strikket i Superwash Uld, har jeg fundet på Hendes Verdens hjemmeside og de små bukser er fra "Minikrea - nr. 10450.
Måske bliver vi lidt upopulære, i vores valg af knapper - de er ikke så nemme at lukke, men søde, det er de.



mandag den 16. januar 2012

FORSØGSGRIS ER GODKENDT.


I julegave fik jeg som før nævnt en Römertopf - eller stegeso som den hedder på dansk.
Rosa og Kristine havde store kvaler med at finde den i Danmark, da jeg havde set at man i Tyskland kan få den, hvor underdelen er glasseret indvendigt. Det kan man ikke i Danmark - det påstås at den ikke findes - men det gør den - de fandt heldigvis en på nettet i Tyskland.
Fornuftige - som de jo er - købte de en stor til 6-8 personer, da de ikke mente at det var en jeg ville bruge til dagligt. Det havde de nu ikke ret i - den har allerede været i brug 4 gange - men som de sagde - igen så fornuftigt - " man kan lave lidt i en stor, men ikke meget i en lille"  - og der har de jo ret.
Størrelsen betyder også at den, kun lige, kan gå ind i ovnen. Det er intet problem når den skal ind, for en Römertopf skal sættes i en kold ovn, men det er lidt svært når den skal ud. 
Et andet "problem" er at den skal stilles i vand i 10 min. inden brug - her er vasken ikke stor nok, så det bliver "10 min. på den ene side - og 1o min. på den anden".


Mens "grisen" trækker vand er der tid til at gøre grøntsager og kød klar.
Vi elsker grove rodfrugter - porrer, pastinak, rødbede, gulerødder, løg - men har også forsøgt os med flåede tomater fra dåse, rød og grøn peber, løg og masser af hvidløg. 
Kødet har været oksekød i tern, ribbensteg, kylling og oksebov 



Første gang - med oksekød i tern - havde jeg været lidt for flink med væde, men nu er jeg ved at have lært det - Tomatbunden til kyllingen blev dog siet og sovsen jævnet lidt.
 

Det hele har smagt super godt - 1. ret kunne godt have tålt en time mere i ovnen - og ribbenstegens sværd var - selv efter en tur under grill - ikke helt sprød, men alligevel god. 
Kyllingen og okseboven var helt perfekt.

Jeg er så super glad for min Römertopf - nu skal jeg bare lige vænne mig til at aftensmaden skal forberedes først på eftermiddagen for retterne skal have 3-4 timer i ovnen. 
Det næste forsøg bliver at bage brød i Grisen og næste gang vi kommer til Tyskland vil jeg se at finde en Römertopf til fisk.

 Tusind tak piger  OG Claus - det er en super gris.

lørdag den 14. januar 2012

WEEKEND.

 Endnu en dejlig lørdag er snart forbi. Vi hygger os sammen med Kristine, Rosa og Claus efter en dejlig middag, der varmede godt ovenpå en kold, men skøn tur til havet. 

 
 
 

mandag den 9. januar 2012

I LIVE IGEN.


Så er der igen bevægelse på min fotoblog, der har ligget stille i efteråret.
Samtidig har jeg lavet endnu en blog - Mariannes Project 366 - hvor der kommer et nyt billede for hver dag i 2012.

Kig forbi hvis du har lyst.

lørdag den 7. januar 2012

SOMMERHUS MED HAVUDSIGT.

Er du interesseret i et sommerhus med havudsigt, så se lige her.


Jeg tror det er billigt til salg - for det er tvivlsomt, om det ligger der til sommer. 
Har du venner som også er interesserede, så tag bare dem med - der er flere af slagsen.




Nå, spøg til side - der er virkelig forsvundet meget land her under de sidste storme.


Havet var helt utroligt smukt i dag - eller måske var det fordi vi var kørt til Nørlev Strand lidt nord for Lønstrup - hvor der ikke er kystbeskyttelse og havet derfor har frit spil.



Efter en frisk tur langs stranden fortsatte vi til Hirtshals - og en dejlig rejemad.



Nu er den nye Römertopf sat i ovnen,  så nu kan der slappes af et par timer.



Hav en god lørdag aften.