Det var en spændende formiddag hvor der var indlæg om fremtiden i området og beretninger fra de forskellige lokale foreninger.
En dejlig nyhed var at der kommer nye vinger på Vennebjerg Mølle i løbet af sommeren - det glæder jeg mig til at følge, så det vil der komme mere om, eftersom arbejdet skrider frem.
Da mødet var forbi kørte vi til Aalborg hvor vi mødtes med Kristine udenfor Aalborg ZOO - og efter at have ventet i en lang kø, blev vi indehavere af årskort til ZOO. Vi startede med lidt frokost inden jeg gik på foto-safari.
Vi nød en dejlig tur i det skønne, VARME forårsvejr og det bliver skønt at vende tilbage til mine skønne
modeller, nu hvor jeg har fået årskort.
Da haven lukkede sagde vi farvel til Kristine, men jeg var slet ikke klar til turen hjem, så vi besluttede os for at slutte turen til Aalborg med et besøg på havnen, der snart er færdigrenoveret og den er blevet utrolig smuk - men det er en anden historie - en anden tur.
Vi lagde vejen forbi den gamle isbryder "Elbjørn" - som idag er restaurationsskib og nød en kop kaffe og et lækkert stykke tærte, mens vi nød udsigten over Limfjorden.

















































