FASTE LÆSERE

tirsdag den 4. december 2012

DEN DANSKE JUL.

Sidste år fik jeg denne lille bog af farmor - så nu vil jeg dele den og min jul med jer.


1. dec. 
Adventskransen


Adventskransen er som mange danske juletraditioner kommet hertil fra Tyskland.
Omkring 1920 blev den indført på Askov Højskole i Sønderjylland. 
I 1940 bragte Billedbladet en historie om julen i den danske kongefamilie - hvor et billede viste den kongelige adventskrans.  Skikken havde Dronning Alexandrine bragt med sig fra sin hjemstavn - Mecklenburg-Schwerin. 
Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys.

Ja, her adskiller min adventskrans sig - både farven og faconen skifter fra år til år.
I år er det min aflange pilebakke der danner rammen for min "krans" - lysene er brune og den er (ikke helt endnu) pyntet med naturmaterialer i brunlige farver og guld.

Min mor tændte alle lysene i adventskransen allerede 1. søndag i advent. Hun syntes det så så sjusket ud med de utænte lys. Det har jeg aldrig brudt mig om,  og i min adventskrans tænder vi lysene et af gangen - for at markere de 4 adventssøndage.

2. dec.
Kalenderlyset.


Hjemmelavede kalenderlys var i brug i 1930'erne. Man skar vandrette riller på et lys og farvede rillerne.
Det fabriksfremstillede kalenderlys kom på markedet i Danmark i 1942, fremstillet af Asp-Holmblad.

Kalenderlyset er også en fast tradition her i huset - dog er et sjældent at det brænder helt ned, men jeg forsøger hvert år.

3. dec.
Julekalenderen.



Gerhard Lang lavede i 1905 i München forarabejdet til verdens første trykte julekalender, men først i 1908 udkom hans kalender.
Danmarks ældste julekalender er Børnenes Jule-Kalender fra 1930. Det var en afrivningskalender, hvor man hver dag rykkede et datoblad med tegninger og tre små julevers af.
Den første danske lågekalender er fra 1932.
Pakkekalenderen er fra efter 1945 og i 1962 sendte Danmarks Radio den første tv-julekalender.

I år er det kun min gamle julekalender fra julen 1960 - bagpå har min mor skrevet : 
  "En hilsen fra Else og Tove til lille Marianne."
Jeg var 4 år gammel og kan huske hvordan kalenderen hvert år blev stillet op - var jeg heldig fik jeg lov til at linde lidt på lågerne, men de blev straks lukket igen, så den i dag stadig står helt fint.

4 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig bog din farmor har givet dig. Og med dine egne noter bliver det oplagt at give den videre en dag til en af dine børn. :-)

    SvarSlet
  2. Jeg håber at mine egne små historier en dag vil bringe glæde - de bliver jo gemt i min blogbog.

    SvarSlet
  3. Skønt med sådan en lille mindebog og at se hvordan julen har udviklet sig..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er rigtig sjov at læse i - den stammer fra Den Gamle Bys Lommebibliotek.


      Slet