FASTE LÆSERE

lørdag den 11. december 2010

EN LØRDAG MED JULEMARKED.

Min søde mand forbarmede sig over mig og vaskede vinduerne - det holder desværre ikke længe heroppe, men nu er det gjort og det kan ses.
 




Eftermiddagen blev blandt andet brugt til et lille besøg på byens julemarked i Cafeen.




Der var pyntet op og mens vi drak et glas gløgg kunne
vi nyde den smukke aftenhimmel.


Jeg fik mit ønske opfyldt, og endnu en lille engel kom med hjem.


Kristine er på besøg og er i fuld gang med at lave konfekt - hun er nu min lille køkkenengel.

fredag den 10. december 2010

SCANDINAVIA ABC - "F"

Her vil jeg også lege med og da vi er nået til F - må mit valg så afgjort være

- FISK -


Da vi i oktober 2009 flyttede her til Lønstrup og fik Vesterhavet som nabo, bestemte vi os for at vi skulle
lære at spise fisk. Desværre er det ikke muligt at købe fisken her i byen, så løsningen blev "Skagen-food"



Hver anden fredag kommer der en fiskekasse - friske fisk og supergode opskrifter.


I går kom Jens Peter hjem med fisk fra hans kollega - ørred, torsk og røget laks, så nu er der fisk til julebordet.
Også aftensmaden stod på fisk: Laks med provencetopping -


Så et er sikkert - her i Lønstrup er det

FREDAG I FISK.

torsdag den 9. december 2010

VIS MIG DIT JULEPYNT.

Jeg har netop meldt mig på "Blogkvinder 40+" - og der kører den lille blogleg "Vis mig dit julepynt".


Mit kæreste julepynt er mine julekrybber - det første der findes frem, og det sidste der pakkes væk.





Denne julekrybbe har fulgt mig "altid" - Jeg fik den af mine 2 ældste søstre da jeg var 4 år gammel. De var begge "i huset" hos familier i Norge og sendte mig denne julekalender.
På bagsiden har min mor - som vi mistede i 1980 - skrevet:

"En hilsen fra Else og Tove til lille Marianne Julen 1960"

Jeg kan huske at jeg fik lov til at åbne en låge - som min mor derefter lukkede igen.
Når jeg pakker denne krybbe frem, føler jeg at min mor stadig er en del af min jul.



Familiens anden julekrybbe købte vi i Amberg i Tyskland i 1991 da vi var på ferie der.
Rosa var 6 år og Kristine 4 år - så denne krybbe har været en del af deres jul i mange år.
Kristine har fundet "sin" julekrybbe, men Rosa leder stadig efter "den helt rigtige", så forkærligheden til julekrybber går i arv - tilbage fra den mormor, som de desværre aldrig har kendt.

tirsdag den 7. december 2010

MØRKET SÆNKER SIG.

godt - så kan man ikke se at vinduerne trænger til at blive pudset og at jeg roder.
Uha, jeg er så slem til at gå i gang med 1000 ting på én gang.


Min lille engel står på brændeovnen og lyser i mørket -
Der kunne godt være plads til en til og heldigvis er den her fra Lønstrup, så mon ikke der kommer en til på lørdag - så har vi nemlig julemarked i Lønstrup Café Bio.

TOSOMHED.

Weekenden stod igen på flytning.
Endelig har Kristine funden den helt rigtige lejlighed i Aalborg, så hun, Rosa, Claus og Jens Peter trodsede vintervejret og lørdag flyttede hun ind.
Det har været hyggeligt at have hende "på visit" - men det er nu alligevel dejligt at hun igen har fået sit eget sted. En dejlig 2 værelses i Øgadekvarteret, så hun nu er i gå-afstand til arbejdet. Også det er nyt - Matas - Aalborg Storcenter er skiftet ud med Matas - Bispensgade, så det er nu her hun "råder og regerer."

Mens flyttefolkene havde travlt gjorde jeg klar til en lille julefrokost og vi havde en hyggelig lørdag aften, med god mad og et spil "Besser-Wisser".
Søndag lagde vi vejen forbi "Vennebjerg Glaspusteri". Der kom lidt nyt julepynt med hjem og JP fik et fint nyt ølglas.
Så gik turen igen til Aalborg - Kristine fik samlet sin seng - inden Rosa og Claus begav sig mod København, hvor Claus jo har travlt på PG1- politiskolen. Rosa vil bruge et par dage derovre, mens hun gør sig klar til at forsvare sin opgave, på Teko i Herning, i næste uge.
Ja, det går godt for de unge mennesker, men de arbejder nu også flittigt med det de har sat sig for.

Nu vil Jens Peter og jeg finde tilbage til tosomheden, så jeg har travlt med at få alt mit "rod" tilbage på deres plads på værelset. Først skal der nu lige ryddes lidt op, for det kunne jo være der var noget jeg kunne undvære.

Oscar - ja, hvor er Oscar.

søndag den 5. december 2010

VELKOMMEN GRØNNE ADVENTSKRANS - 2


2.

På denne årets mørke tid
et bud du til os bringer,
at vi må bruge al vor flid,
før juleklokken ringer.
Det andet lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.



fredag den 3. december 2010

PAKKEKALENDER.

Så blev det endelig den 3. december - og dermed min tur til at få pakken fra "Den kreative pakkekalender".

Her er hvad der gemte sig i pakken


Fine ophæng og engle, samt de fineste små juletræer.
De pynter nu på mit bord.

Tusind tak til Elin for pakken.

tirsdag den 30. november 2010

DER LÅ EN LILLE PEBERNØD . . .

på kagekassens bund - og i min ligger der heldigvis mange, for det er verdens bedste pebernødder.



250 g margarine

250 g sukker

500 g mel

1 dl fløde

1½ tsk. ingefær

1 tsk. kanel

1 tsk. peber

½ tsk. kardemomme

½ tsk. bagepulver

1 tsk. natron

Margarine og sukker røres hvidt.

Natron røres ud i fløden og tilsættes.

Bagepulver blandes i melet, som tilsættes sammen med de øvrige krydderier.

Trilles til små kugler som bages ved 200 grader til de er lysebrune.



mandag den 29. november 2010

STORE BAGEDAG.

Så blev det Store Bagedag. Allerede i aftes blev der lavet dej - som så kunne hygge sig i køleskabet natten over. 


Det har været Kristine der har taget det største tag


Første hold der blev færdige


Drømme  og


Figurhjerter


Så blev der tid til en lille smagepause. Nu er det juletid, så derfor er julekrusene fundet frem. Der var også dækket op til Oscar.
Så var der kræfter til en ny omgang.


Kanelkager  og


Brune kager


Ind imellem blev det tid til at læse lidt korrektur for Rosa - der er ved at færdiggøre sin bacheloropgave.


Her er det færdige resultat - nu mangler vi bare at bage pebernødderne, men aftensmaden kalder.

På hylden venter denne her - min kalendergave i "Den Kreative Pakkekalender" - men den må først åbnes den 3. så katten passer på den.


I morgen skal jeg have gjort min gave klar, så den kan nå frem til modtageren i tide.

søndag den 28. november 2010

VELKOMMEN GRØNNE ADVENTSKRANS.


1.


Velkommen grønne adventskrans
med dine lys så hvide,
de har så mild en højtidsglans,
nu er det adventstide.
Det første lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi får.


 

NOGET VÆRRE GRISERI -

ja, det er hvad jeg har gang i, og det er Gittes skyld.
Hun er nu tilgivet, for de er da søde - er de ikke.

 
Mine små grise har endnu ikke fået øjne - de leger kattekillinger - men det kommer. De mangler også sløjferne - men hvor pokker er det nu alle mine bånd er ? ?
 
Om en time kommer Kristine hjem - så skal vi lave adventskrans og dej til småkager - for i morgen er det
Store Bagedag.

fredag den 26. november 2010

JULEN ER HJERTERNES FEST

så derfor strikker/filter jeg hjerter i stor stil. Alle mine uldrester - foreløbigt de røde - bliver stille og roligt omdannet til små, skønne hjerter - hvordan de så senere skal bruges, ja det vil jo vise sig.


Ind imellem er jeg igang med noget værre griseri - men herom senere og om lidt går den i fisk. Aftensmaden står nemlig på rugmelspanerede fiskefiletter med Spansk Kartoffelret.

torsdag den 25. november 2010

DET ER RISENGRØD -


og det var godt. Ikke mindst fordi det blev serveret sammen med den supergode julehvidtøl fra Refsvindinge. Den er en smule strærkere end alm. hvidtøl, så det er nok ikke lige en børnehvidtøl.

DET ER HVIDT DERUDE -

men det forhindrer ikke Oscar i at kigge udenfor.




 Dog ikke længe - det er koldt det hvide stads - man bliver så sulten af det.

Skønt at Kristine er hjemme - nu tager jeg mig en lur.


lørdag den 20. november 2010

I SNE STÅR URT OG BUSK I SKJUL


og i næste uge lover meterologerne dagfrost. Derfor synes jeg at det er tid et vinterlook her på bloggen.

I aften er jeg alene hjemme - Jens Peter er i Aarhus og Kristine i Aalborg.
Kun en snorkende kat "forstyrrer" freden.
Nu vil jeg finde garn frem til julehjerter - men først skal jeg vist lige lave kaffe.

FILM OG MUSIK.

Torsdag var det igen "filmtid" - denne gang med klassikeren "Øst for Paradis" - filmatiseringen af John Steinbecks bog af samme navn.



Selv om filmen er fra 1955 er det stadig en dejlig film -
om brødrene Aron og Caleb og deres kamp om faderens kærlighed - og med James Dean i hovedrollen som den stridbare Caleb er det en film der er værd at se.


Fredag aften stod i musikkens navn - Fairport Convention i Stubhuset i Støvring.



Traditionel engelsk folkemusik når det er bedst.

torsdag den 18. november 2010

YVONNE ER KLAR.

- ja, det har hun nu været et stykke tid, og er allerede godt brugt.



Mønster:   Yvonne – design Julie Weisenberger

Garn:   Nicolai garn fra Hanne Thorsen 100 % uld

Pinde:   Knit Picks nr. 5

Str.:   Small

Til:   mig selv


Mønstret fandt jeg en aften da jeg sad og kiggede på Ravelry.
Jeg fandt mit dankort frem og da jeg havde bestilt det sagde jeg "Hvor er det let".
Det var nu ikke helt uden forhindringer - jeg modtog, som så ofte før når jeg har købt mønstre over nettet, et link og downloadede det - men ak, efter 15 min stod maskinen stadig og søgte. Desværre var det den type links der kun virker en gang, så nu var gode råd dyre.
Jeg fandt en mailadresse på siden og sendte en mail og tænkte - "hvis jeg er heldig hører jeg nok noget om et par dage", men allerede en halv time senere fik jeg en mail fra Julia - hun havde re-aktiveret mit link.
Jeg forsøgte igen, efter at jeg havde tjekket at min Adobe Reader var den rigtigt, men ak - den ville bare ikke.
Nå, en ny mail blev sendt og straks kom der en mail hvor filen var vedhæftet.
Jeg fik åbnet og gemt filen og sendte en mail til Julia for at fortælle at alt nu var ok - om sørme, jeg fik en mail retur med et ønske om "Good Luck".
Det er hvad jeg kalder service - for et mønster til 35 kr.
Jeg er vild med vesten og måske strikker jeg en mere - dog med en lidt bredere ryg.

onsdag den 17. november 2010

FLYVENDE FARMOR -

ja, måske ikke just flyvende, men selv om farmor netop er blevet 86, er hun altid klar til nye oplevelser.

Derfor gik turen sydpå - til Lübeck - hvor vi - farmor, Kristine, Jens Peter og jeg havde fundet et hyggeligt lille hotel i hjertet af Lübeck.

Bilen gik i stykker straks efter vi ankom og måtte tilbringe et par dage på værksted, men vi trodsede regn og kulde og gik på opdagelser i Lübeck.


Vi besøgte selvfølgelig byens vartegn "Holstentor" og når man siger Lübeck siger man jo marcipan, så det blev til et besøg hos Lübecker Marcipan Speicher


og Niedereggers café og marcipanmuseum,  hvor vi mæskede os i lækre kager.















Kristine fik købt ægte lübeckermarcipan til julens konfekt, så nu er julen reddet i den retning.

Der blev også tid til et besøg i "Wolle und Hobby" - og her var der garn i lange baner. Det meste fra Lang Yarn - og der røg da også lidt i kurven. Forretningen var også leveringsdygtig i diverse hobbyartikler, så der var noget for enhver smag.


Der er også filialer i Kiel og Rendsburg, så næste gang vi kommer i nærheden af en af forretningerne skal jeg vist være lidt bedre forberedt hjemmefra, for hold da op hvor var der meget lækkert.

Bilen blev ordnet og efter 4 dage var vi hjemme igen - mætte og trætte efter en dejlig tur.


lørdag den 6. november 2010

JEG HAR FÅET KULLER.

altså ikke det der oveni hovedet - det er jo ikke noget nyt - men på tallerkenen.


Fredagens levering fra Skagenfood stod på kuller og rødspættefilet.
Da Kristine var hjemme blev fisken gemt til idag - rødspætten røg i fryseren men kulleren blev tilberedt.

Hvis nogen siger det er svært at tilberede fisk, er det fordi de ikke ved bedre - jeg var selv af samme mening indtil jeg stiftede bekendtskab med Skagenfood og deres skønne opskrifter.

Kulleren - med skind - ridses og steges i olie - 2 min på skindsiden - panden tages fra varmen og fisken står 2-5 min, på den varme pande - det var det.
Tilbehøret var ovnbagte rodfrugter og ..... rødvinssovs med druer.  Det ville jeg jo aldrig selv have fundet på at servere sammen - men det smagte.

så, hvis du ikke er god til det der med fisk,  så spring på vognen og få leveret fra Skagenfood - DET er godt.

fredag den 5. november 2010

EFTERÅRET ER OVER OS

og her er der løvfald - både fra træerne



og fra pindende.
Jeg er nu helt færdig med min "Løvfald" selv om jeg tyvstartede lidt og havde den på til farmors fødselsdag og til strikkecafé i Aarhus. Nu er den foeret og klar til vinteren.


Mønster:  "Løvfald"  af Annette Danielsen fra bogen "Strik Naturligvis"

Garn:  Kauni 8/2 effektgarn EZ - 280 gram

Pinde:  Knit Picks 4½

Str.: 

Til: mig selv


Garnet er det garn jeg vandt i en KAL - på Ravelry - hvor jeg strikkede dette sjal. Garnet blev sendt til mig fra Canada, så nederdelen er lidt speciel for mig.


mandag den 1. november 2010

90-ÅRS FØDSELSDAGEN.

blev holdt i lørdags.

Jens Peters søster blev 60 og hans niece Stine 30 - så der var inviteret til gilde i Grundfør.
Da det også var Halloween-aften var mange af gæsterne iført det uhyggeligste dress og vi fulgte trop.





Se lige et par fyre der fulgte heksene til fest.